Uden for rækkevidde.
Sådan tænkte det danske Tour de France-håb Jakob Fuglsang, da han første gang møde kvinden, som siden er blevet hustruen Loulou Fuglsang.
Sådan fortæller den danske cykelrytter i en ny bog, som BT bringer herunder bringer et uddrag fra.
Bogen er skrevet i samarbejde med TV 2-journalisten Rasmus Staghøj, og her fortæller Jakob Fuglsang sin historie om rejsen fra provinsdreng til cykelstjerne, om det personlige møde med sportens store navne, om de største sejre og om de afsavn, som er nødvendige for at nå sine mål – både sportsligt og personligt.
Og så fortæller han altså om mødet med sin hustru.
Det er det kapitel, du kan læse herunder:
»Jeg var interesseret i hende med det samme, men hun kunne umuligt være interesseret i sådan en cykelrytter som mig, tænkte jeg. Hun var “out of my league”. Vi stod og snakkede lidt frem og tilbage i den lille gruppe, som man nu gør til en reception. På et tidspunkt overhørte jeg en samtale om, at hun var i gang med at tage kørekort. Okay, enten er hun 18 år, eller også tager hun kørekort lidt sent, tænkte jeg. Hun så ud til at være ældre end 18 år, så jeg gættede på det sidste.
Nogle af pigerne fra gruppen ville gerne have taget billeder sammen med os. Det var selvfølgelig mest Andy, de var interesseret i, men der blev også taget et billede af mig og Loulou sammen. Jeg forsøgte at se cool ud.
Inden receptionen sluttede, spurgte Loulou, om vi ville med til hendes fars fødselsdag på en restaurant om aftenen. Det var mit indtryk, at hun gerne ville have Andy (Schleck, red.) med, fordi han var en stor stjerne, og hendes far var en stor cykelfan, kunne jeg forstå. Andy havde dog ikke lyst til at være aftenens attraktion. Han ville hellere på Buffalo Grill.
Jeg ville gerne have været til den fest og fulgte lidt skuffet med Andy på den rædselsfulde burgerrestaurant. Det var absolut ikke mad, der passede ind i vores kostplan, men Andy var vild med pomfritter. Mens vi sad der med vores elendige mad, snakkede vi om Loulou. Vi blev enige om, at hun var en meget pæn pige. Det var nu også ret tydeligt. Vi kom til at snakke om, hvor gammel hun mon var. Mit gæt var 20-22 år. Det var lige et par år yngre end mig, men fint nok.
Ding ding! En SMS tikkede ind på min telefon. – Eftersom du ikke turde spørge efter mit telefonnummer, så har du det her nu. Loulou. Der stod ikke mere end det. Jeg elskede det. Det var så flabet på den gode måde. Og det var rigtigt nok. Jeg havde absolut ikke turdet spørge efter hendes nummer. Vi begyndte at skrive frem og tilbage. På et tidspunkt spurgte Andy, om han måtte få hendes nummer, fordi han ville lave sjov med hende. Jeg gav ham nummeret og så, at han skrev et eller andet. Jeg endte selv med at tage mod til mig og spørge, om hun ville spise en middag dagen efter. Hun svarede, at det ville hun ikke. Men jeg kunne komme med hende i byen, for hendes veninde holdt fødselsdag på en klub. Hun tog fuldstændigt styringen allerede fra de første beskeder.
Jeg gik normalt aldrig i byen, men den her bytur blev jeg nødt til at tage, og sæsonen var trods alt ikke startet endnu. Jeg måtte bare holde mig til danskvand. Jeg kendte ikke andre til fødselsdagen, så jeg tog mekanikeren Rune Kristensen med. Han boede også i Luxembourg og var ligeledes single. Rune blev min ‘wingman’.
Andy mente i mellemtiden at have fundet ud af, at Loulou kun var 15 år gammel, så jeg skulle nok holde mig fra hende, sagde han. Jeg tænkte, at han lavede sjov med mig. Det kunne ikke passe. Men Andy var ikke helt på afveje. Da jeg mødtes med Loulou på klubben, fortalte hun mig om det kørekort, hun var ved at tage.
Det viste sig, at man i Luxembourg kan begynde at tage kørekort, når man er 16, og at man kan køre med ledsager, når man er 17. Hun var altså 16 år! Hvordan kunne hun være så ung? Hun så meget ældre ud. I hvert fald i forhold til mig og mit babyface. ‘Fuck, det er ikke godt, det her,’ tænkte jeg. ‘Jeg kan ikke date en pige på 16 år. Det er jo direkte pinligt.’ Da jeg var 16 år, havde jeg knap nok drukket min første øl, og det var i øvrigt ikke mange øl, jeg havde drukket siden. Havde vi overhovedet noget til fælles, når aldersforskellen var så stor? Problemet var, at jeg var så nysgerrig på hende, at jeg ikke kunne lade være med at blive hængende.
Jeg fandt hurtigt ud af, at hun var betydeligt mere voksen, end man skulle tro. På klubben var det tydeligt at se, at det ikke var første gang, hun var i byen, selvom hun egentlig ikke var gammel nok. Loulou fortalte, at hun var begyndt at gå i byen med Mandy Graff, allerede da hun var 13 år. Jeg følte mig pludselig som den unge og usikre i hendes selskab. Der var et eller andet over hende, der fascinerede mig. Og her mener jeg mere end hendes flotte udseende.
Hun havde ben i næsen. Senere opdagede jeg, at hun som regel fik tingene, som hun ville have dem. En aften havde vi aftalt at tage ud et bestemt sted i byen. Hun var ikke gammel nok til at komme ind, men hun kendte ejeren, så vi kom ind alligevel. Hun ville have et helt bestemt bord, men fik at vide, at det kunne hun ikke få. Det bremsede ikke Loulou. Hun insisterede. Og fik sin vilje.
Bordet blev gjort klar til os. ‘Det var ligegodt satans,’ tænkte jeg. Jeg stod bare bag hende og kiggede på mine snørebånd, mens hun argumenterede sig frem til bordet. Jeg var langt mere forsigtig og tilbageholdende. Hvis jeg fik et nej, ville jeg sige “Okay, undskyld jeg forstyrrede, jeg går bare igen.”
På den første bytur kyssede vi første gang. Jeg var fuldstændig solgt. Jeg ville ikke spilde tiden, så jeg inviterede hende på middag om søndagen. Det passede så perfekt, at Rune var blevet sat op med en af hendes veninder til festen, så vi kunne lave en dobbeltdate.
Jeg tog mit pæneste tøj på og kørte hjem til Loulou for at hente hende. Jeg var dog ikke forberedt på, at hendes far ville have en snak med mig, inden jeg fik lov til at tage hende med ud. Jeg måtte ind og stå skoleret over for ham i køkkenet. Han var heldigvis en flink mand, men jeg var ret nervøs alligevel. Jeg kan egentlig godt forstå, at han lige ville se den 25-årige mand i øjnene, som tog hans 16-årige datter med ud på date. Hvis det samme sker for min datter en dag, vil jeg også vide, hvem det er, hun skal ud med.
I dag morer han sig over, at jeg ikke rørte mig ud af flækken, da jeg var til “forhør”. Han siger, at jeg stod en halv time lænet op ad væggen på det samme punkt i deres køkken, mens vi snakkede. Den historie underholder han stadig med. Men jeg hverken var eller er den type, der farer frem og siger “her kommer jeg”. Jeg havde som nævnt været en del alene og passet mig selv i min ungdom. Det havde nok gjort mig lidt indelukket.
Loulou var det stik modsatte. Udadvendt, åben og temperamentsfuld. Det var jeg meget tiltrukket af. Jeg måtte bare have mere af hende. Problemet var, at hun levede et helt andet liv, og jeg skulle passe min træning og mine løb.
Kort tid efter at vi havde mødt hinanden, spurgte jeg hende, om hun ville med en uges tid til Italien. Jeg skulle ned og træne i bjergene og havde stadig min gamle lejlighed, som vi kunne bo i. Loulou fik lov til at tage med af sine forældre.
Jeg havde ikke været i lejligheden i lang tid og havde åbenbart ikke fået betalt regningerne, så der var hverken strøm eller varmt vand i hanerne. Det var stadig vinter, så vi sad og hundefrøs de første par dage, indtil jeg fik lavet en løsning, der betød, at hun kunne se fjernsyn. Så satte jeg mig hver morgen på cyklen og trænede i mange timer, mens hun blev hjemme i lejligheden. Det var egentlig ikke ment som en test af hende, men i dag mener hun, at jeg satte hende på prøve i den uge. Hvis det var en test, så bestod hun.
Jeg tog hende med til en kold lejlighed i Italien, hvor hun knap kunne foretage sig noget, og så vinkede jeg farvel hver morgen. Det var ikke den mest romantiske måde at tilbringe vores første ferie på, men hun brokkede sig ikke en eneste gang. Det måtte være kærlighed, for ellers kunne det ikke lade sig gøre. Når jeg ser tilbage, var det måske meget godt, at hun med det samme så, hvordan mit liv fungerer. Jeg skal træne meget, og min hverdag bliver i høj grad formet omkring det. Hvis hun ikke kunne leve med det, havde hun chancen for at springe hurtigt fra.
Hun sprang heldigvis ikke fra, og derfra var vi kærester. Loulou flyttede hjem til mig i Mondorf, da min lejlighed var klar, og boede der, når jeg ikke var til løb.
Det var en lykkelig tid. Jeg oplevede et helt andet liv end munketilværelsen i Italien. I Luxembourg kørte jeg Loulou i skole om morgenen, og så havde jeg gode venner at træne med i dagens løb. Når jeg kom hjem, var Loulou der som regel. Mit liv begyndte at hænge sammen.
Om det skyldtes min ensomme periode i Italien eller min stille og tilbageholdende personlighed, ved jeg ikke, men Loulou mente nogle gange, at jeg var som en isblok, hun skulle hakke igennem for at komme ind og tø mig op. Jeg var ved at drive hende til vanvid, når hun ikke kunne få det ud af mig, som hun gerne ville. Der var stor forskel på vores temperament. Loulou har helt sikkert hjulpet mig med at åbne mig op.«
'Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje' udkom 1. juni på Politikens Forlag
