Peter Sagan (Bora) er et unikum i cykelfeltet, og søndag sprintede han sig til sin tredje VM-titel i linjeløb - i træk.

End ikke legenden Eddy Merckx eller andre har formået noget lignende, og Sagan var efter sejren i Bergen også en glad mand.

»Det er noget helt specielt. Det ændrer selvfølgelig ikke noget, men for mig er det utrolig fedt. Det er en rigtig god afslutning på sæsonen. Jeg er meget glad,« siger Sagan ifølge AFP.

Han huskede naturligvis at takke sit slovakiske mandskab, om end hjælpen som vanligt var stærkt begrænset. I stedet kunne man mærke, at der var vægt bag, da han dedikerede sejren til en tidligere kollega.

»Jeg ønsker først og fremmest at dedikere denne tredje VM-titel til Michele Scarponi. Han ville have haft fødselsdag i morgen (mandag, red.),« lyder det fra slovakken.

»Jeg har været meget trist i år, og jeg ønsker hans familie alt det bedste fremover.«

Scarponi, som kørte for Astana, blev dræbt på en træningstur i april, hvor en varevogn påkørte italieneren.

Peter Sagan var ikke den eneste, som mindedes Scarponi ved VM i Bergen. Det italienske hold havde slået sig op på, at man var ti mand med til VM, selv om holdet kun talte de maksimale ni ryttere. Den sidste plads var Scarponis.

/ritzau/