Matti Breschel var uimodståelig på Post Danmark Rundts kongeetape, da han kørte først over den frygtede stigning på Kiddesvej. Lars Bak er ny mand i den gule trøje.

3. etape af Post Danmark Rundt blev kørt i og omkring det bakkede landskab i Vejle. Etapen var på forhånd udpeget som kongeetapen, og der blev virkelig kørt cykelløb i det smukke, danske sommervejr.

Etapens afslutning endte på den traditionsrige Kiddesvej-stigning, som blev passeret i alt fire gange.

Matti Breschel og Christoffer Juul fra Tinkoff-Saxo og Lars Bak fra Lotto var en del af frontgruppen, der sprængte feltet på den første Kiddesvej-passage og fik sig et forspring til resten af feltet og den gule trøje i form af Lars Boom (Astana).

Det betød, at den nye gule trøje skulle findes blandt udbrydderne, og der blev angrebet livligt inden den sidste Kiddesvej-stigning i Vejle.

I en hæsblæsende afslutning åbnede danske Alexander Kamp fra Coloquick, men han kunne ikke holde på den hårde stigning. I stedet var det Tinkoff-Saxos Matti Breschel, der stak fra resten og kunne juble over sejren på kongeetapen. Rasmus Guldhammer og Alexander Kamp kom ind som henholdsvis nummer to og tre.

Ny mand i gult er Lars Bak fra Lotto Saudal.