Det er bare få måneder siden, at Nicolai Boilesen vinkede farvel til sin fodboldkarriere og de mange millioner, det indbragte.

Men den nu pensionerede professionelle fodboldspiller kan alligevel juble over, at der tikker et klækkeligt beløb ind på kontoen.

TV 2's Superliga-ekspert har nemlig endelig fået solgt sin lejlighed på Frederiksberg – det skriver Se og Hør på baggrund af oplysninger fra Tinglysningen.

Ifølge mediet har Boilesen fået 9.795.000 kroner for lejligheden på 130 kvadratmeter.

Men det har ikke været helt lige til at trække en køber til.

Den tidligere skadeplagede forsvarsspiller måtte i juli bide i det sure æble og skære 300.000 kroner af prisen, inden han igen måtte barbere 95.000 kroner af på det bud, han så i sidste ende har takket ja til.

De nye ejere af hyblen på Frederiksberg, som Boilesen selv betalte 7,7 millioner for, overtager adressen 1. oktober.

Det lægger altså en profit – inden fraregning af eventuel renovering og andet gøren og laden på lejligheden – på lidt over to millioner kroner lige ned i lommen på TV 2-eksperten.