Søndag morgen er det med hurtigst muligt at finde solbriller, sandaler og shorts frem. 

DMI oplyser nemlig, at der er solskin til så godt som hele landet. 

»Det ser ud til, at være rigtig flot sensommervejr, vi har i vente søndag. Det skyldes et højtryk over Sydsverige,« siger Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Han oplyser videre, at temperaturerne i dagens løb bliver mellem 17 og 22 grader, og vinden vil være svag til jævn mest omkring sydøst.

Altså forventes temperaturen søndag at være én grad højere end lørdag, hvor det også har været flot sensommervejr.

Ud over solbriller og sandaler opfordrer Jesper Eriksen også folk til at huske endnu en ting, der starter med 's', når de søndag skal uden for. 

»UV-indekset ventes at komme over 3 først på eftermiddagen, så derfor er det en god idé at huske solcreme, hvis man skal ud og nyde vejret,« siger DMI-vagten.

Og når det er smurt på huden, er det altså bare med at nyde sensommervejret.