For at hjælpe sin søn, der havde oparbejdet en stor gæld i det kriminelle miljø, besluttede en mor at begå underslæb mod en idrætsforening i Tilst, hvor hun var kasserer.

Hun tilegnede sig næsten en million kroner. Onsdag har kvinden aflagt tilståelse i retten, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Dommen lød på et års fængsel - heraf blev 30 dage gjort ubetinget - mens resten af fængselsstraffen var betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Samlet set var der tale om et beløb på over 962.150 kroner.

En stor del af pengene var ført videre over til kvindens 27-årige søn, som var i et kriminelt miljø, og som gentagne gange havde anmodet sin mor om penge for at komme af med en gæld.

Tiltalen mod kvindens 27-årige søn kom med i et større kompleks i en sag, hvor der faldt dom i juli. Her blev han idømt syv et halvt års fængsel for sin rolle i en narkosag, og i samme ombæring blev han dømt for hæleri af særlig grov beskaffenhed ved at have modtaget idrætsforeningens penge fra sin mor. Han erkendte alle forhold.

Kvinden modtog dommen, mens sønnen valgte at anke sin, da han blev dømt.