Symptomerne er opkast, diarré og flåd fra øjne og næse.
Sådan lyder det fra veterinærkoncernen AniCura, der kommer med et opråb til hundeejere om en stigende risiko for en livsfarlig hundesygdom.
I en pressemeddelelse skriver koncernen, at smitterisikoen kommer fra mårhunde, der i de seneste år har set en eksplosion i dens bestand i særligt det nordlige Tyskland.
Derfra kan mårhundene hurtigt bevæge sig over grænsen til Danmark, hvor det lille kræ kan sprede den medbårne hundesygdom, der i sidste ende kan koste de firebenede livet.
»Hundesyge kan spredes meget let – ikke kun gennem bid, men også via spyt, afføring eller genstande, som dyret har været i kontakt med. Derfor er risikoen reel, selvom ens hund aldrig møder en mårhund direkte,« forklarer chefdyrlæge hos AniCura Danmark, Hanne Friis.
Foruden de førstnævnte symptomer er det værd at holde øje med, om din hund oplever høj feber, nedsat appetit samt hoste og åndedrætsbesvær.
I øjeblikket er det særligt området tæt på grænsen, der er udsat for hundesyge.
Ifølge AniCura kan hundeejere beskytte deres kæledyr gennem en vaccine, der forebygger sygdommen i op til tre år.