Oksekød, kaffe og smør. 

Flere fødevarers priser skyder mod himlen, viser nye tal, og selv eksperterne må klø sig i håret.

»Fødevarepriserne er steget igen. Og det er ikke gået, som vi havde regnet med. Vi skød på en mindre stigning,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker ved Danske Bank.

Mandag er Danmarks Statistiks tal for forbrugerpriser kommet ud. Også denne gang stikker stikker fødevarepriserne af.

»Det er varer som eksempelvis oksekød, som stiger i vejret, men også kaffe,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

I juli steg de samlede forbrugerpriser med 2,3 procent i forhold til samme måned året før, mens prisen på varerne i indkøbsvognen steg med 6,5 procent – næsten tre gange så meget. Oksekød er steget med 32 procent siden sidste år, og kaffe er steget med 21 procent.

Fødevarernes priser er dermed med til at øge inflationen. Det er der nogle store ulemper ved, forklarer Louise Aggerstrøm Hansen.

»Det er nogle priser, vi ser hele tiden, og de opleves at have en større effekt på vores budget, end de egentlig har,« siger hun.

Derfor er de også med til at gøre danskerne i dårligt humør, fordi vi ser stigningerne dag for dag.

»Det er virkelig noget, vi lægger mærke til. Og derfor påvirker det os, og folk synes, det er megatræls,« siger Louise Aggerstrøm Hansen og fortsætter:

»Når det så er sagt, er vi også gode til at tilpasse os, så vi går mere på tilbudsjagt og køber mindre økologi, så der ikke bruges markant mere på madposten.«

Louise Aggerstrøm Hansen har tidligere fortalt, hvordan det kan overraske hende, at danskerne er så ekstremt gode til at tilpasse sig stigninger på fødevarepriser.

Det kan også gå ud over tilliden, når danske forbrugere i stigende grad må bruge energi på deres madudgifter, forklarer hun

»Vi ser også, at forbrugertilliden er lav lige nu, selvom den egentlig ikke burde være det,« understreger hun.

Forbrugertilliden er et målt tal, der viser den tillid danskerne har til, om økonomien er sund og bliver ved med at være det. Og selvom der er positive takter, så er folk ikke helt rolige.

»Vi har et arbejdsmarked, der har det godt. Vores indkomster stiger mere end udgifterne, og boligejerne bliver også rigere. Alligevel kan det ikke læses i forbrugertilliden,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Danskernes forbrugertilliden kan derfor godt hænge sammen med priserne i supermarkederne, slår eksperten fast.

Stigningen i fødevarepriserne mærkes også i butikkernes salg, som du kan læse her. For folk kan også bruge deres indkøbsvaner til at vise deres utilfredshed.

»Forbrugerne kan jo vælge at stemme med fødderne og handle anderledes, hvis de oplever, det bliver for dyrt. Det ser man allerede se,« påpeger Danske Banks chefanalytiker, Louise Aggerstrøm Hansen.