Søndag gik vejrværten Henrik Voldborg bort, 88 år gammel, efter længere tids sygdom.

Men den ikoniske vejrvært med de farvestrålende sweatre nåede at sætte et ufravigeligt aftryk på den meteorologiske scene - ikke mindst hos vejrvært Peter Tanev.

»Han var helt sikkert med til at fastholde min interesse for vejret. Hvor de andre havde popgrupper eller sportstjerner som deres idoler, så var Henrik Voldborg mit,« siger Peter Tanev til B.T.

For allerede som bette knægt så Peter Tanev med stor begejstring vejrudsigter med Henrik Voldborg.

»Han formåede at gøre vejret forståeligt, og jeg har altid været fascineret af, at man kunne læse noget teoretisk og så gå ud og opleve det på himlen - når vejrudsigten var rigtigt selvfølgelig,« lyder det med et grin.

Peter Tanev har også selv haft fornøjelsen af at møde Henrik Voldborg flere gange, selv om han var vært på TV 2, og Henrik var på DR. Ikke mindst mødtes de til »adskillige vejrforumsmøder«.

»Jeg nåede at være både kollegaer og konkurrenter med ham, men han var altid ekstremt imødekommende og hjælpsom og skubbede én i den rigtige retning. Vi har haft mange gode snakke om vejret,« fortæller Peter Tanev.

Henrik Voldborg startede på skærmen som vejrvært i 1988, mens Peter Tanev selv kom til i 1996. Fotos: Ritzau Scanpix
Henrik Voldborg startede på skærmen som vejrvært i 1988, mens Peter Tanev selv kom til i 1996. Fotos: Ritzau Scanpix
Vis mere

I dag håber den 56-årige TV 2-vejrvært selv på at kunne noget af det samme, som DR-legenden Henrik Voldborg var kendt og elsket for.

»Han ramte bare noget. Han havde et særkende, en folkelighed, en direktehed, en usnobbethed og en umiddelbarhed,« roser Peter Tanev.

»Og så kom han jo med begreber som 'snurrebasse' og 'æbleryster', som folk stadig husker ham for i dag. Det er trods alt 23 år siden, han lavede sin sidste vejrudsigt - der er ikke mange, der kan prale af sådan et eftermæle.«

Søndag gik Henrik Voldborg så bort efter længere tids sygdom.

Men op til da hørte Peter Tanev til tider stadig fra sit gamle idol.

»I de senere par år var det mere en mail, man fik i næ og næ, hvor han lige kommenterede på et eller andet med vejret - enten ude i verden eller hvis man selv havde lavet en vejrudsigt,« fortæller Peter Tanev.

Men til sidst blev der længere imellem mailsene.

»Og så forsvandt de. Men han blev jo også ældre.«

Søndag gik Henrik Voldborg så bort, 88 år gammel. Hans familie forklarede, at »han havde været svækket i længere tid«.

Henrik Voldborg efterlader sig hustruen Anne Marie og parrets fire børn. 

Han bliver bisat fredag fra Nærum Kirke.