Karla Lindholm Jensen, Herning, er død i en alder af 112 år. Det oplyser familien til Herning Folkeblad.

Med en dåbsattest fra 1908 kunne hun i november 2019 kalde sig den længst levende dansker nogensinde – en status, hun selv tog med ophøjet ro.

Karla Lindholm Jensen boede hele sit liv i Herning og trods de mange leveår har hun kun boet i to forskellige gader – og i alt tre forskellig boliger. Den sidste lejlighed flyttede hun ind i sammen med sin mand i 1974 – året efter blev hun enke. Og det var her, hun levede , til hun torsdag sov stille ind med sine nærmeste i stuen, præcis som hun havde ønsket det.

Indtil pensionisttilværelsen var Karla Lindholm Jensen en arbejdsom kvinde i fuldtidsjob – blandt andet var hun gennem næsten fire årtier ansat ved Jysk Telefon, før hun og ægtemanden etablerede sig med egen vin- og tobaksforretning.

Karla Lindholm Jensen blev kendt langt uden for den by, der var centrum for hele hendes liv. Blandt andet blev hun i 2017 portrætteret i bogen »Jenny og de andre 100+« skrevet af Jørn Pedersen.

I marts 2019 lærte danskerne Karla Lindholm Jensen at kende som medvirkende i DR1-serien »I Danmark er jeg født« om livets begyndelse og afslutning.