I Facebook-gruppen Jobcentrets Ofre kan man næsten dagligt læse historier fra reformramte borgere, som beklager deres nød over forsvundne dokumenter i deres sager i jobcenter. Jeg kan tilslutte mig deres udsagn.

Min sag i jobcenter forsøges nu repræsenteret for rehabiliteringsteamet, et team som udreder borgernes lægeerklæringer og indstiller syge borgere til fleksjob, førtidspension eller ressourceforløb. Når borgerne skal til møde i rehabiliteringsteamet, så er det meget nødvendigt, at alle sagsakter kommer med til teamet, for er et komma sat forkert, så bliver borgerne straffet med yderligere udredning, hvis ikke alt er på skrift, hvis ikke alt er afprøvet.

Alle muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet skal være udtømt, og det vil sige, at man i praksis kan sagsbehandle i det uendelige.

Jeg fik i den forbindelse en opringning fra jobcenteret om, at jeg gerne måtte bidrage med dokumenter fra min sag. Årsagen er, at min sag fylder rigtig mange A4–sider, og der synes ikke at være styr på dokumenterne i jobcenteret, så derfor bidrager jeg gerne for at redde egen røv. Seks års udredning af ondt i ryggen må være nok. Så nu vil jeg give jobcenter aktindsigt i min sag - det plejer ellers at være omvendt.

Jeg har nemlig været flittig til at søge aktindsigt og er i besiddelse af de fleste dokumenter. Aktindsigt i mine klagesager i Ankestyrelsen fylder ca. 1.000 A4-sider. De sider har jobcenteret nu fået tilbage. For jeg vil gerne i enten fleksjob eller tilkendes førtidspension. Problemet er bare, at jobcenteret ikke godkender mine lægeerklæringer. Det kan rehabiliteringsteamet forhåbentligt lave om på, så jeg kan komme videre.

Det er nemlig ikke ualmindeligt, at syge borgere har været opbevaret i jobcentercirkus i op mod 30 år! Dette kunne man i den forgangne weekend få dokumenteret live via Youtube og Facebook i forbindelse med et samarbejde mellem de sociale modstandsbevægelser Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne, Bekæmp Fattigdom Nu, samt Enhedslisten og Alternativet.

Alternativet lagde lokaler til, og vi sendte live fra Christiansborg fra lørdag d. 3. februar kl. 12.00 til søndag d. 4. februar kl. 12.00. Her blev der læst sygehistorier op af inviterede, prominente og kendte gæster. En masse jobcentersager blev læst højt, og det gav lige en mavepuster samt en klump i halsen. Man skal være et meget koldt menneske, hvis man ikke kan blive ramt af disse fortællinger. Der bl.a. handler om forsvundne dokumenter.

En evaluering af beskæftigelseslovgivningen, fleksjob og førtidspensionsreformen er på vej i år, og derfor forsøger de sociale modstandsbevægelser at påvirke regeringen til lempelser på området, og live-streaming fra Christiansborg virker som en god mulighed for at påvirke middelklassen, de rige samt ikke mindst sagsbehandlere, socialrådgivere og liberale fantaster om, at en omlægning af lovgivningen på området er en livsvigtig indsats, således at smertefulde sygeforløb med jobcentercirkus kan afløses af human sagsbehandling.