Med jævne mellemrum er der politikere og meningsdannere (i den venstredrejede afdeling), der foreslår, at afskaffe nogle af alle de kristne helligdage, der rundhåndet er drysset udover forårskalenderen.

Eller i det mindste kalde dem noget andet. Noget ikke-kristent. Eventuelt lægge dem på andre tidspunkter. Det er jo rart nok at have fri. Bededag, Kristi Himmelfart, Pinsedag og Anden Pinsedag er oftest dem, der er ved at ryge i svinget.

Alt det i den lidt luftige usynlige ende. Men nu er Danmark altså et kristent land, og kristendommen er den åndelige rygrad i vores kultur –  det må man værsgo at finde sig i, hvad enten man tror på Gud, Allah eller intet.

Og pinsen kommer alligevel altid temmelig belejligt: Høj varme og let regn. Lærkesang og morgen i maj når det grønnes. Brunet hud og dybblå himmel. Sommerhus og terrasseselskaber -  asparges, rosévin og somregel øget spritkontrol. Men hvad er det egentlig, udover flaskeånden, der binder os sammen i pinsen? Og til hverdag, for den sags skyld?

Altså til jul samles vi omkring juletræet og krybben med Jesusbarnet. Og til påske kigger vi op på korset og ind i den tomme grav. Der er søm igennem hænderne, kvinder der græder og en engel, der siger 'Godmorgen.' Og til pinse danser solen, uden at ret mange ved hvorfor. Derfor går vi i haven i stedet for at gå i kirke.

Men haven er nu et meget godt sted at begynde, når det handler om Pinse. Og Helligånd. Ikke bare fordi vi sipper vin, drikker havebajere og bliver åndfulde, men fordi det er kærlighed til vores egen lille plet jord, der driver os til at luge ud i rækkerne og plante lavendel til sommerfuglene at flyve om.

Vi piller brændenælder og skvalderkål op så de ikke tager magten fra alt det, der blomstrer og bærer frugt. Sår persille og sætter gulerødder med en lineal – og har tålmodighed med haveværket, mens det vokser og gror, og lykken svæver over urtegården.

Men hvad er det egentlig til hverdag, der driver værket, vores planer og hastværk? Hvis det er kærligheden, der driver værket, bør vi have tid og tålmodighed nok. For sådan er vi mennesker selv blevet til - af den store langmodighed Gud har med sit skaberværk fra tidernes morgen. Af kærlighed til sit værk -  blæste Gud livsånde ind i menneskets næsebord, da han havde formet os af markens muld.

Guds kærlighedsånd svævede over urdybet og urtehaven  – et kraftigt vindsus, en stor bevægelse, der holder hele verden samme – en fælles puls  - eller fælles hjerteslag. For det var Guds kærlighed der drev værket på skabelsens morgen og alle verdens morgener siden da. Og det er faktisk det, vi fejrer til pinse. Nemlig at Gud har den langmodighed og fortrolighed  med os mennesker, som kun to elskende har med hinanden.

Den kærlighed, der får alt det storblomstrende frem i os. For når det er Guds kærlighed, der driver værket –  kan vi drive det vidt, på trods af ukrudt, unoder, utroskab og alt muligt andet vi går og prøver at luge ud i. Pinsen er en fejring af den ånd, der kan blæse nyt liv ind i den, der har mistet pusten – som Gud blæser nyt liv ind i os hver dag, når han tilgiver os for alt det, som livet er.

For til pinse og til hverdag er det ånden, der binder os sammen – ikke (kun) ånden i flasken, men Guds store åndedrag der forener os i livet med hinanden. I det liv, der er mere end det, vi selv skaber og fylder os med. Men alt det vi kan mærke, der lufter liftligt og vifter gennem løvet, fylder os og skaber os - i terrasselivslykke og under kirketag.