Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Jeg tror aldrig før, jeg har skrevet en linje om cykelløbet Asturien Rundt, og jeg har ellers i mere end 10 år med varierende frekvens forholdt mig til cykelsporten.

Der sker så i dag, men kun fordi Asturien Rundt, der sluttede i mandags, bliver afsættet for at skrive om, hvor hurtigt, der stadig cykles. Og for at skrive om den 21-årige britiske cykelrytter Hugh Carthy.

Det er mit bedste bud, at vi lige så godt kan lære navnet nu og huske det. Han kan blive enorm.

Han vandt Asturien Rundt foran etablerede navne som Sergio Pardilla og Dani Moreno, men frem for alt vakte det opsigt, at Hugh Carthy på løbets første etape havde så meget fart på op ad etapens afsluttende stigning, Alto del Acebo, at flere fritidsanalytikere på de sociale medier ikke kunne stå for fristelsen til at sætte hans præstation ind i en historisk kontekst.

Og tallene afslørede i al stilfærdighed, at Carthy eksploderede op ad bjerget. Han kørte i 27.30 minutter på de 9,5 kilometer, der stiger med 8,1%. Det er en gennemsnitsfart på 20,73 kilometer i timen, og dermed distancerede han gamler rekorder fra navne som Joseba Beloki, Jose Maria Jimenez, Abraham Olano, Fernando Escartin og Miguel Indurain.

Det er navne fra nogle af cykelsportens mest dopingbelastede epoker. Beloki konkurrede med Lance Armstrongs bloddopede tog og var en markant faktor i de store etapeløb for det spanske Once-mandskab, hvis manager senere blev en hovedperson i Operacion Puerto. Jimenez, Olano, Escartin og Indurarin var store, da EPO’en var størst og flød mest frit, i 90’erne.

Hugh Carthy er en ung britisk rytter, der endnu aldrig har kørt et stort etapeløb, men som har sine øjne stift rettet mod årets Vuelta a Espana. Han flyttede for et par år siden til Pamplona i Spanien for stille og roligt at etablere sig selv som en af cykelverdenens fineste klatrere. Han kører for det spanske Caja-Rural, der samtidig med Asturien Rundt satte sig på tre af de fire første pladser i Tyrkiet Rundt.

Jeg så Hugh Carthy blive døbt som den nye mytiske klatrer, og jeg ved, at det ikke bliver opfattet som et kompliment.

Jeg så, da præstationen blev smidt til debat, både forklaringer om medvind og de berømte marginal gains, som er blevet cykelsportens nye buzzword. Noget af det var formentlig ironisk.
Det deler notorisk vandene, hvad vi kan bruge disse tider, som rytterne kører op af stigningerne med. Der tales om vind, bedre cykler, løbstaktik og bedre teknologi.

Det er altsammen fair nok, og det har selvfølgelig en betydning. Men for mig bliver det stadig en faktor også at have en medicinsk skepsis med ind over, når vi skal forholde os til, at der stadig køres lige så hysterisk stærkt op ad bjergene, som i 90’erne og 00’erne.

Vi satte i går gang i årets Giro d’Italia, og det vil efter at have set den fart, der også var på, da Quintana og Froome krydsede klinger i Romandiet Rundt ikke overraske, hvis vi også i Italien ser farten i international cykelsport blive ved med at være mistænkelig vild.

Farten i Giro d’Italia er, siden Miguel Indurain vandt løbet i 1992, groft sagt steget med gennemsnitligt et par kilometer i timen. Sidste år vandt Alberto Contador løbet med en gennemsnitsfart på 39,3 kilometer i timen.

Man skal med andr eord stadig stå tidligt op for at følge med - også med helt unge Hugh Carthy som forhåbentlig bare er historien om en mytisk klatrer, der alene er suveræn på sit talent og sin hårde træning.

Hvis han holder farten kunne han nemt blive Team Skys næste britiske kaptajn, og han kan så tage en snak med Chris Froome om alle de spørgsmål der følger med, når man bare kører så hysterisk stærkt.

Andre læser også