Så er det igen kommet frem i lyset, at en lille del af præsterne i folkekirken har et syn på kristendommen, som hører middelalderen til, og som vel bedst kan sammenlignes med de fleste imamers formørkede syn på køn. I en undersøgelse blandt mandlige præster foretaget af Megafon for TV2 svarer otte procent, at de ikke mener,  kvinder bør være præster.

Modstanden mod kvindelige præster er oftest baseret på en passage i 1. Korintherbrev, hvor apostlen Paulus skriver: ’Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.’

Men denne passage handler jo ikke kun om kvindelige præster, men har som konsekvens, at vi skal bombe samfundet helt tilbage til dengang, hvor en kvinde skulle spørge sin mand lov inden for hjemmets fire vægge og ’underordne sig.’ Er det sådan et samfund, man ønsker? Det kunne godt tyde på det. Således har præst i Kolding Per Damgaard Pedersen udtalt til Berlingske.

»Der er forskel på mænd og kvinder. Sådan har Gud lavet det. Den forskel har været tydelig i kirken altid. Nu kommer vi så til et tidspunkt, hvor den forskel glattes ud, som om den ikke var der. Men det er vigtigt for kirken, at det vi gør i dag, er præcis det, Jesus satte i gang.«

Men Paulus udmelding skal forstås i den historiske kontekst, han levede i, og folkekirken har altså både gennemlevet en reformation og en udvikling i samspil med sin samtid siden da. Paulus levede i en tid, hvor kvinder skulle tie i forsamlinger, mændene var de eneste, der forkyndte, og kvinder blev der hjemme og passede børnene. Kernen i forkyndelsen har dog intet med køn at gøre. Og forkyndelsen er kernen i folkekirken – der er ingen, heller ikke i bibelen, der har påstået, at en kvinde ikke kan forkynde.