Der burde faktisk ikke være nogen ko på isen. Partierne i blå blok ER for længst blevet enige om en finanslov for 2018, og de er endda hver især tilfredse med indholdet. Der er noget til alle partier. Men der hersker stadig stor tvivl, om den overhovedet kan vedtages af de selvsamme parter, som er blevet enige om den.

Der foregår derfor et grotesk spil i den politiske manege lige nu, hvor finansloven er blevet gidsel i forhandlinger, der egentlig ikke har noget med finansloven at gøre. Dansk Folkeparti ønsker et paradigmeskifte i udlændingepolitikken med en række krav, der skal gøre det langt nemmere at hjemsende flygtninge, end det er i dag. På den anden side står Liberal Alliance og vil have en skattereform, der giver ’historisk store skattelettelser’. Ingen af de to parter er dog særligt enige om de to yderpositioner og har malet hinanden op i hver deres hjørne.

I midten står Venstre rådvild tilbage mellem de to stridende parter og bliver mere og mere panisk. For finansloven er den eneste lov, som grundloven foreskriver SKAL vedtages hvert år. Derfor bruges den af både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti til at lægge pres på Venstre til at vedtage love, som ikke er nødvendige for at kunne vedtage en finanslov, der i bund og grund er statens husholdningsbudget og ikke har noget som helst med udlændingestramninger eller for den sags skyld en skattereform at gøre.

Uskikken startede i 00’erne under Anders Fogh og Pia Kjærsgaard, da Dansk Folkeparti hvert år brugte finanslovsforhandlingerne til at indkassere udlændingeindrømmelser. Dengang var det bare nemt nok, for der havde man ikke et Liberal Alliance, der havde helt andre krav. Men nu har det udviklet sig til en farce, der kun bidrager til yderligere politikerlede. Derfor skal der fra BT lyde et – tag jer sammen, få vedtaget den finanslov, som er forudsætningen for, at Danmark kan hænger sammen, og så start forhandlinger om udlændinge og skat i de fora, hvor det hører hjemme.