I næste uge skal et af hav af danske badmintonstjerner i ilden, når årets DM sættes i gang.

Men i år bliver det uden den største stjerne af dem alle.

Viktor Axelsen har således ikke meldt sig til årets danmarksmesterskab. Det oplyser Badminton Danmark tirsdag.

»Desværre får vi ikke Viktor Axelsen at se på banerne i Esbjerg, da OL-guldvinderen ikke har tilmeldt sig danmarksmesterskabet. Efter Axelsen flytning til Dubai er han udtrådt af den kollektive landsholdsaftale, og han er derfor ikke forpligtet til at stille op til DM,« skriver forbundet på deres hjemmeside.

Viktor Axelsen, der i forrige uge vandt sportsprisen B.T. Guld for tredje gang i karrieren, deltog heller ikke ved DM sidste år. Her var begrundelsen, at han var 'træt både fysisk og mentalt'.

Men det var et brud på landsholdsaftalen at melde fra, og derfor blev både Axelsen og også Anders Antonsen i sidste uge straffet med en bøde på 25.000 kroner.

Den bøde slipper den danske OL-guldvinder for i år, da han efter sit flytning til Dubai ikke længere er en del af landsholdet.

Til gengæld vil Anders Antonsen være på plads i Esbjerg i næste uge, hvor han dermed også går ind til turneringen som favorit.

Også store navne som Mia Blichfeldt, Kim Astrup/Anders Skaarup, Sara Thygesen/Maiken Fruergaard og Mathias Christiansen/Alexandra Bøje stiller til start.

DM 2022 sættes i gang den 9. februar.