Hold nallerne væk, mand. Et kvindeligt kondom, der ved mandens indtrængen bider sig fast i penis. Det er det nyeste våben mod voldtægt af kvinder i Sydafrika. Der bliver delt gratis prøver ud under VM.

Den nye opfindelse består af et latexkondom, der indvendigt er foret med sylespidse pigge. Kvinden indfører kondomet som var det en tampon, og bliver hun overfaldet og voldtaget, angriber kondomet og borer sig ind i mandens penis.

Når først kondomet har arbejdet sig ind i mandens penis, er det kun en læge, der forsvarligt kan fjerne kondomet.

Navnet på den nye opfindelse er Rape-Axe (voldtægts-økse), og er opfundet af en sydafrikansk kvindelig læge.

- Det gør ondt. Han kan ikke tisse og gå, når den er på. Hvis han forsøger at fjerne den, vil den bare klemme endnu mere sammen. Den ødelægger dog ikke huden, og der er ingen fare for at der kan flyde væsker ud, siger Dr. Sonnet Ehlers.

For at få råd til at udvikle det nye kondom har Sonnet Ehlers været nødt til at sælge både sin bil og sit hus. Hun håber at opfindelsen vil give kvinder over hele verden håb.

- 'Hvis bare jeg havde tænder dernede', sådan sagde de kvindelige ofre til mig, og det blev starten på opfindelsen. Jeg kontaktede ingeniører, gynækologer og psykologer der hjalp mig med design og sikkerheden, forklarer hun. 

Dr. Sonnet Ehlers håber, at det med den nye opfindelse vil blive lettere for politiet at anholde de forbryderiske mænd.   

Flere kritikere mener dog ikke at denne opfindelse er en holdbar løsning. Victoria Kajja, der arbejder ved et preventionscenter i Uganda, mener ikke det fungerer.

- Det beskytter kvinderne med en form for falsk tryghed, men ikke mod et psykologisk traume. Det hjælper heller ikke på kvindens oplevelser efter overfaldet, siger hun.  

Voldtægt er et stort problem i Sydafrika. En sydafrikansk undersøgelse fra 2009 viser at 28 procent af de adspurgte mænd havde voldtaget en kvinde eller en pige. Ud af de 28 procent havde 20 procent voldtaget en anden person indenfor det seneste år.  

Dr. Sonnet Ehlers begyndte sin udvikling i 2005. De skal nu gå gennem en prøveperiode, og vil blive solgt for ca. 12 kr. stykket.  

Dr. Ehlers regner med at uddele hele 30.000 kondomer under VM i Sydafrika.

Se flere billeder af Rape-Axe her