Sandheden om dommedags-vulkanen

Gennem mere end 30 år har man i kraft af dansk forskning vidst, at der indtraf et historisk voldsomt vulkanudbrud i 1257. Men det er først nu, at man har identificeret synderen

Siden danske forskere som de første i verden så de tydelige kemiske signaler for mere end 30 år siden, har det været vulkanforskningens nok største gåde.

For hvor i alverden fandt det sted – det gigantiske vulkanudbrud i året 1257? Et udbrud af en sådan kraft og volumen, at det havde en voldsom afkølende effekt på hele klodens klima.

Man anede det ikke – i modsætning til en række andre historisk voldsomme udbrud som Santorini-eksplosionen i Det Ægæiske Øhav i bronzealderen, de islandske Lakiudbrud i 1783-84 eller Tambora og Krakatau i Indonesien i henholdsvis 1815 og 1883.

Nu synes mysteriet imidlertid at være løst om en vulkansk eksplosion, der efter alt at dømme er den største på kloden siden stenalderen, som udryddede et helt kongerige og skabte hungersnød fra Nordeuropa til Japan.

Professor emeritus ved Københavns Universitet Claus Uffe Hammer husker tydeligt det gådefulde og stærke vulkanske signal, han så i grønlandske iskerner, som han var med til at udbore på indlandsisen i 1970erne:

- Det var et af de tre rigtig store signaler. Men i modsætning til f.eks. Laki og Tambora vidste vi ikke, hvor det stammede fra. Man kendte ikke til noget voldsomt udbrud i midten af 1200-tallet. Blot kunne vi på baggrund af vores analyser fastslå, at det ikke kom fra områderne omkring Grønland, herunder Alaska eller Island, men formentlig stammede fra den sydlige halvkugle.

I slutningen af 1970erne var Claus Uffe Hammer som geofysiker og glaciolog med til at skrive videnskabelig verdenshistorie.

Hans ældre kollega Willi Dansgaard havde banet vejen med en sensationel opdagelse af, at grønlandske iskerner i vid udstrækning kan anvendes som sladrehanke om Jordens klima tusinder af år tilbage i tiden. At nedbør og temperaturforhold år for år har aflejret sig i isen i form af tydelige kemiske signaler.

Men det har atmosfærens indhold af bl.a. svovlsyrepartikler også, og det er hér, at Claus Uffe Hammer for alvor kommer ind i billedet.

Klar sammenhæng

I slutningen af 1970erne begyndte han at interessere sig for de stærke svovlsignaler, der helt indlysende måtte have vulkansk oprindelse, fordi en hel masse af dem korresponderede nøjagtig med berømte historiske udbrud. Men endnu mere opsigtsvækkende var det, at når man sammenholdt temperaturen med årstallene for store og historisk kendte vulkanudbrud, var der en klar sammenhæng.

I 1980 offentliggjorde Claus Uffe Hammer og et par af hans kolleger, herunder Willi Dansgaard, en i dag berømt og hyppigt citeret artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature.

I artiklen førte de som de første i verden videnskabelig dokumentation for, at ekstra voldsomme vulkanudbrud har en globalt afkølende effekt i kraft af det solblokerende slør af småpartikler, de spreder ud over næsten hele klodens stratosfære. At et udbrud i troperne tusinder af kilometer borte ikke bare kan udløse svovlsyrenedfald over Grønland, men også nedkøle klimaet over verdens største ø.

I de kommende årtier udborede forskere snesevis af iskerner i ikke bare Grønland, men også i Antarktis. I 2008 lavede man en sammenlignende analyse af 54 af disse iskernestudier, og fælles for dem alle var, at der blev registreret et ekstraordinært kraftigt svovlsignal i slutningen af 1250erne.

Så stort, at udbruddet, der skabte signalet, måtte have været hele otte gange kraftigere end den berygtede Krakatau-eksplosion i 1883 og dobbelt så stort som det ellers uhyrlige Tamboraudbrud, der i 1815 udslettede en hel kultur på den indonesiske ø Sumbawa, og som året efter skabte ’året uden sommer’ med bidende kulde og hungersnød i både Europa og Asien.

Oplagt sted at lede

Men hvor på kloden skulle man lede for at finde resterne af denne næsten dommedagsagtige naturkatastrofe?

Ind på scenen kommer den franske geograf Franck Lavigne, som i 2010 begyndte at undre sig over, hvorfor ingen endnu havde forsøgt at finde krateret efter det gådefulde kæmpeudbrud i 1257. Efter alle indikationer at dømme måtte udbruddet have fundet sted i troperne. Og det mest oplagte sted at lede i den forbindelse er det vulkansk hyperaktive Indonesien.

På øen Lombok øst for Java fandt han dét, han ledte efter – en pragtfuld kratersø umiddelbart vest for Mount Rinjani på den befolkningstætte ø, der i dag rummer over tre mio. indbyggere.

Bibelske dimensioner

På kratersøens flanker opdagede han rester af trækul – forkullede træer – men ingen af dem kunne dateres til efter 1257. Et tegn på komplet mangel på træer efter det årstal. Yderligere undersøgelser forstærkede dateringen, og efterhånden skabtes billedet af en begivenhed af bibelske dimensioner.

Den eksplosive del af naturkatastrofen, der nu er døbt Samalas-udbruddet, må have stået på i ca. tre dage og sendt aske og vulkanske gasser helt op til 52 km i atmosfæren. Hele Lomboks nordlige halvdel blev begravet i lag af aske, slagger og lava på hele 35 meters dybde. Og den oprindelige vulkan – en kolos på anslået 4.200 meters højde – blev sprængt komplet bort. I dag er der kun kratersøen tilbage: et 800 meter dybt hul med et areal som det halve Amager.

Lavigne supplerede sine geologiske analyser med en regulær jagt på historiske optegnelser om begivenheden.

I et hollandsk bibliotek fandt han oldjavanesiske beskrivelser af et helt kongerige, der bogstavelig talt blev sprængt bort på Lombok i det 13. århundrede.

I London fandt han optegnelser af en munk, der i 1258 havde nedfældet, at byen led under en nød og hunger, som ingen kunne erindre sig værre nogensinde – ikke mindst som følge af stærkt svigtende høstudbytte. Og rettede han blikket mod situationen i Japan, Korea og Kina i samme periode, stødte han på tilsvarende beskrivelser af den rene nød og elendighed.

På samme måde afslørede en undersøgelse af gamle vietnamesiske træer, at den asiatiske monsun i 1258 formentlig var den vådeste i de sidste 1.000 år, og en lignende analyse af træringe fra Mongoliet viste, at sommeren 1258 helt usædvanligt bød på frostgrader i regionen.

- Ud fra det, vi har fundet, står det temmelig klart, at den globale påvirkning fra Samalas var større end Tambora. I næsten alle egne af kloden var der afkøling, siger Franck Lavigne til det britiske fagtidsskrift New Scientist.

Et fundamentalt spørgsmål er imidlertid, om Samalas også var i stand til at udløse middelalderens såkaldte lille istid?

Svenskere over isen

Ifølge den gængse opfattelse blev den langvarige periode med væsentligt lavere temperaturer end i nutiden tidligst indledt omkring 1350 med afslutning i midten af 1800-tallet. Og det temperaturmæssige lavpunkt indfandt sig i 1600-tallet, hvor bl.a. den svenske hær marcherede direkte over både Lillebælt og Langelandsbælt i den dybfrosne januar og februar 1658.

Den fremherskende teori om årsagen til den lille istid har dog især fokuseret på en lav solaktivitet i perioden. Hypotesen er baseret på observationer fra samtiden af et overraskende lavt antal solpletter, hvilket indikerer en relativt passiv sol.

Iskerneboringernes tydelige afsløringer af fortidens gigantudbrud synes imidlertid at modsige solpletteorien. I nogen grad i hvert fald.

Samalas-udbruddet har næppe igangsat den lille istid, selv om den førte til et globalt temperaturfald på op mod et par grader i et år eller to. Til gengæld indvarslede det kolossale udbrud på Lombok en periode, hvor vulkanaktiviteten var usædvanlig høj på kloden.

Fra slutningen af 1200-tallet og omtrent 200 år frem var der, at dømme efter iskernerne, både langt flere og langt flere store vulkanudbrud, end vi har oplevet i det sidste par hundrede år.

- Jeg har altid ment, at den lille istid først og fremmest blev igangsat af den omfattende vulkanisme i 1300-tallet. Havene må være kølet ned, havstrømme kan være ændret. Solaktiviteten har måske også spillet ind, men den kan næppe have haft samme store effekt som vulkanerne, siger Claus Uffe Hammer.

En tur i køleskabet

Den i dag 68-årige danske professors hypotese får opbakning af ny amerikansk forskning, der kraftigt indikerer, at variationer i omfanget af det arktiske havisdække gennem de seneste ca. 1.000 år stemmer godt overens med størrelsen og hyppigheden af udbrud i vulkaner i troperne.

Det får forskerne til at konkludere, at det var kraftig vulkanisme – og ikke ændringer i Solen – der i forrige årtusinde fik Jorden til at smutte en tur i køleskabet gennem hundreder af år.

Så hvis – eller rettere når – der igen kommer ekstra meget gang i Jordens vulkaner, kan vi formentlig sætte den menneskeskabte globale opvarmning på en længere pause.