Politiet har fundet en dvd i nedbrændt lejlighed, hvor tre nynazister erkender drab på mindst ni indvandrere, der hidtil har været uopklarede.

Tyskland er i chok efter nyheden om, at en stribe mord på ni udlændinge samt en kvindelig politibetjent i Tyskland siden år 2000, er begået af en gruppe nynazistiske terrorister.

Seks tyrkere, to tyrkiskfødte tyskere og en græker er gennem årene blevet likvideret i deres butikker, bl.a. i en blomsterhandel og to döner-grillbarer i forskellige tyske byer. Også en 22-årig kvindelig politibetjent er sandsynligvis blevet dræbt af gruppen i 2007.

Uwe Böhnhardt, Uwe Mundlos og Beate Zschäpe er navnene på de tre nynazister, der udførte ni af drabene i perioden fra 2000 til 2006.

Politiet har i deres udbrændte lejlighed fundet en dvd, hvor den nynazistiske trio bekender drabene. Dvd’en skulle have været sendt til indvandrerforeninger i Tyskland med det formål at terrorisere dem.

Det skriver pol.dk.

LÆS OGSÅ: 

Den 15 minutter lange dvd fandt politiet i den 36-årige Beate Zschäpes lejlighed, som hun fredag d. 4. november stak i brand. Dvd’en fandtes i fire kopier, hver var indpakket og klar til forsendelse.

Antændte sin lejlighed

Beate Zschäpe satte ild til sin lejlighed umiddelbart efter, at hendes to medsammensvorne, havde advaret hende om, at de var tæt på at blive opdaget efter et fejlslagent bankrøveri.

Uwe Böhnhardt og Uwe Mundlos skød sig selv i en autocamper nær Eisenach. Det har angiveligt været planen, at Beate Zschäpe skulle følge deres eksempel. Men efter fire dage under jorden overgav hun sig i torsdags til politiet, men hun vil endnu ikke sige noget.

LÆS OGSÅ: 

På dvd’en, som politiet fandt, tilstår de to mænd og kvinden dog deres forbrydelse. De oplyser desuden, at de står bag et 'netværk af kammerater, for hvem gerninger betyder mere end ord'.

Gruppen kræver grundlæggende forandringer inden for politik, presse og ytringsfrihed. På dvd’en tilstår gruppen også, at de stod bag et voldsomt bombeattentat i et indvandrerkvarter i Köln i juni 2004. Her sprængte de en hjemmelavet bombe fyldt med søm, som sårede 22 mennesker.

I den udbrændte lejlighed har politiets teknikere også fundet det gerningsvåben, der blev brugt i drabene på de ni udlændinge.