Irans kvindelandshold i fodbold er kommet under beskydning, fordi en fodboldfunktionær har sagt, at otte af spillerne ikke er kvinder. Ikke endnu, i hvert fald.

De otte spillere »har spillet på det iranske kvindelandshold uden at have gennemført kønsskifteoperationer,« sagde Mojtabi Sharifi onsdag i et interview med netmediet Unge Journalisters Klub, som er grundlagt af Irans officielle radio- og TV-monopol, IRIB.

Shafiri præsenteres af TV-stationen al-Arabiya som en »embedsmænd tæt på den iranske liga«.

I interviewet undlod han at sætte navne på spillerne, men hævdede til gengæld, at flere af dem har spillet som mænd i hele deres karriere og først afsløret deres køn på sidste spilledag.

Interviewet førte omgående til, at de iranske myndigheder beordrede en kønstest af hele kvindelandsholdet samt en række højt profilerede spillere i den hjemlige liga.

Det er nemlig ikke første gang, at denne mistanke rejses: I 2014 skrev den britiske avis The Telegraph, at fire af spillerne på Irans kvindelandshold var mænd. Og allerede i 2010 blev der stillet spørgsmål om en af kvindelandsholdets ... nå ja, målmænd.

Kønsskifteoperationer er lovlige i Iran ifølge en fatwa – eller religiøs kendelse fra afdøde ayatollah Ruhollah Khomeini, den åndelige leder bag Irans islamiske revolution i 1979. Kendelsen står i skarp kontrast til de strikse regler for seksualmoral under den iranske sharialov, der eksempelvis forbyder homoseksualitet og sex før ægteskabet.

Kønsskifteoperationer gennemføres som oftest i flere etaper i Iran, og hele proceduren inklusive hormonbehandling kan vare op til to år, før det fulde kønsskifte er en realitet.

Fodbold er en meget populær sport blandt iranske kvinder, som spiller iført hijab-tørklæder, langærmede trøjer og ditto bukser. Men adskillelsen opretholdes: De religiøse regler forbyder således kvindelige tilskuere til kampe mellem mandlige hold.

Tidligere på måneden måtte landsholdets kaptajn melde fra til en træningstur til Malaysia – fordi hendes mand havde forbudt hende at rejse.