KØB PLUS!

Superligaen udvikler overlevere, og hvem er egentlig underholdt?

KOMMENTAR

Det er ikke rigtig god fodbold i Superligaen, vel? Vi fik 90 medrivende minutter mellem OB og AaB i aftes, for man kan da altid blive underholdt af kolossale fejl hos både dommer og forsvarssspillere. Men i en overflyvning af landets bedste række bliver det lidt småt med oplevelserne. Duelspil, standardsituationer, bolden op i luften, ind med mandfolkene og op med albuerne. Vi skal ikke risikere noget, og så må vi gå på kompromis med de gode idéer, der egentlig lå på bordet, dengang der var penge til det.

Dette er Superligaen 2013. Hvor flere og flere hold presset af nedrykningsstregens larm og med hold i nakken losser langbolde frem og tilbage mellem forsvarskæderne. Hvor driblerne bliver bedt om at lægge låg på kækheden, og hvor man roligt kan tage en dong-slurk, hver gang et hold når 10 afleveringer i træk. Der bliver ganske vist scoret mange mål på vej ud af denne neglebider-sæson, men bliver vi egentlig beriget mellem jubelscenerne?

Jeg synes det ikke. Der er langt mellem de egentlige oplevelser, og jeg må bare sige, at jeg ikke længere kan huske, hvornår man i Superligaen har set en taktisk friskhed eller nyhed, siden FC Nordsjælland for flere år siden hev bolden ned på gulvet. Nordens brasilianere? Tsk. Danmarks bedste klubber ligner alt andet fra Skandinavien lige nu. Ah, den var rar at komme af med. Den har jeg siddet med en tid nu. For 10 år siden kunne jeg ikke holde ud at se italiensk fodbold, selv om jeg voksede op med en seriøs forelskelse i Serie A, Michel Platini, Diego Maradona, Ruud Gullit og Lothar Matthäus.

Efter årtusindeskiftet gik sjældent mere end fem sekunder, før der igen var frispark i støvlelandet. Og hovsa, så var der frispark igen. Det var taktisk forsigtighed, 10 spillere bag bolden, og selv om matchfixingskandalen, de kaldte Calciopoli, lige før VM i 2006 var netop en skandale, skabte den, tænker jeg, en hierarkisk friskhed, en ordentlig omgang selvransagelse og mere underholdende vovemod i de italienske klubbers spilfilosofi. Der kom noget positivt ud af krisen. I dag kommer noget af det mest sprælske og det mest innovative fodbold fra Italien.

Skal vi være bekymret for Superligaen? Skal landets bedste fodboldrække virkelig til at være en Hans-Peter Briegel-turnering, hvor man råber ’pas på’ mere end man råber ’spil bolden’? Jeg synes, det er den vej, det går. Det er, synes jeg, åbenlyst, hvad der sker. Med røde regnskaber over næsten hele linjen har angstfølelsen i Superligaen vel aldrig været værre. Ingen tør rigtigt være ligeglad med trykket, med presset og med angsten for nedrykning. Ingen tør andet end bide negle og sparke langt. Det er april, men alle har alligevel regnet ud, at det er nemmest ikke at have bolden. Med blot to undtagelser - FCK og FCN - som undtagelserne. Klubberne spiller det spil, de bliver givet. Jeg forventer igen en enorm, fælles lettelsesprut, når sæsonen er ovre.

Man overlevede. Ingen er fyret, alle har et job. Men hvem spørger, hvad den enkelte klub egentlig har udviklet for at skabe en bedre relation med publikum, med kunderne, ja med hele forretningsgrundlaget? Hvad er de store brølere i dansk fodbolds nyere historie? Der vil være mange bud. Hvor på listen skal vi mon placere modviljen mod at redde dansk fodbold med en strukturændring?

Denne turnering skriger på hjælp. På mere arbejdsro for klubber, der egentlig har opbygget en sund forretningsmodel. 16 hold i Superligaen. Og det kan kun gå for langsomt, som man siger. Nervøs bundstrid er stadig ikke noget, der beviseligt giver flere tilskuere, flere tv-seere. Det plejer at være topkampene, der skaber interesse, men Superligaen udvikler ikke længere tophold. Superligaen udvikler kun overlevere, der bakser med frygtsomheden foran tomme tribuner og zappende tv-seere. Der skal kun en politisk beslutning til at ændre vilkårene.