Kæmpestore forventninger til 17-årige Morten Duncan Rasmussen fra AGF.
Morten er en stærk gut på 17 år.Han strutter af muskelstyrke, så det kunne faktisk godt være vægtløftning eller boksning, han var god til.
Men det er fodbold. Morten har det i benene, men også andre steder. For eksempel panden. Hans hovedspil er formidabelt.
Han ser stærk ud, men er han stærk nok?
Stærk nok til det, han skal?
Det sker meget sjældent, at en 17-årig knægt træder ind i de voksnes fodboldverden med så store forventninger på ryggen.
Morten bliver årets fund i SAS-ligaen. Morten går direkte ind og tager topscorer-titlen fra Kaspar Dalgas. Morten sparker AGF væk fra bunden.
Hvad siger du selv, Morten Duncan Rasmussen?
»Jeg glæder mig bare til at komme i gang med sæsonen. Det er okay, at nogle forventer mange scoringer fra min side, men jeg spekulerer ikke over det. Det er ikke noget pres.«
20 minutter i april skabte en myte ved navn Duncan.
I det tidsrum scorede han fem mål mod Finland i en TV-kamp fra EM-slutrunden for U-17 landshold på Sjælland.
Og der stod Duncan på ryggen af klepperten fra Århus. Så var historien endnu bedre.
Forklaring i kort version: En AGF-leder, Per Thune, kaldte ham Duncan efter den store skotske angriber Duncan Ferguson. Ikke fordi han var et idol. Bare fordi de to langt ude havde minimale fysiske ligheder.
Navnet blev hængende, sådan som også Ferguson kan blive hængende i luften og sætte panden på bolden.
Morten Rasmussen må kunne lide kælenavnet. Ellers var det ikke kommet på ryggen af hans landsholdsbluse.
I de officielle papirer kalder DBU ham Morten Nicolas Rasmussen, men mellemnavnet vil han slet ikke kendes ved. Det er noget, moderen har fundet på. Siger Duncan.
I premierekampen i Århus i morgen, AGF-Farum, tørner Duncan ud til sin tredje kamp i ligaen. Han blev rykket op fra ynglingeholdet til skæbnekampene i maj mod Lyngby og Silkeborg. AGF vandt begge, og Duncan scorede i den sidste.
Han fyldte 17 i januar, så seniorkampene kostede ham halvanden sæson som ungdomsspiller.
»Det var et valg, der fulgte med. Jeg er meget glad for den oplevelse, jeg fik i Silkeborg-kampen, hvor vi vandt 4-0 foran et næsten fyldt Århus Stadion. Det var rigtig lækkert,« siger Duncan.
Han er alene hjemme i familiens nye villa i Tilst ved Århus.
I shorts og undertrøje sidder han i TV-sofaen og fortæller sin historie. Forældrene, Marianne og Frank Rasmussen, er på ferie i Italien med de to andre børn, Line og Nanna.
»Jeg er født i København.
Min far er fra Mundelstrup her på egnen, men han var på politiskole i København, hvor han mødte min mor og blev gift.
Vi boede i Valby. Jeg var to år, da vi flyttede til Tilst.
Jeg lavede en masse sport i den lokale klub, TST. Efterhånden satsede jeg kun på fodbold. Også fordi AGF skriftligt inviterede mig ind at se på forholdene.
Her i TST blev jeg kaldt Mini, fordi jeg som ungdomsspiller blev rykket op før tid,« fortæller Duncan.
Stort set alle topspillere kommer til træning i biler, og der er ikke mange af de brugte modeller fra ugeavisen.
Duncan? - ja, han tager bussen. Eller kaster sig på cyklen.
Men i januar 2003 runder han 18, og Duncans grimasse viser, at så skal der ske noget.
»I fodbold kan man ikke skrive længere kontrakter end tre år, når man er under 18. Min løber toethalvt år mere.
Men når jeg fylder 18, skal den genforhandles.
AGF har givet mig et vink om, at der kommer flere penge i lønposen, samtidig med at kontrakten måske udvides til fem år mere.«
Er det ikke mærkeligt, at du er ejet af Kurt Andersen, som skød 10 mio. kroner ind i AGF for Leon Andreasen, Josta Dladla og dig, hvor han ved videresalg sikrede sig de 10 mio. tilbage samt et 20/80 procent ejerforhold med AGF?
»Jo, jeg vidste jo ingenting, før jeg læste det i avisen. Mine forældre var lidt mopsede, fordi ingen af os var blevet orienteret.
Men på den anden side gør det ingen forskel. Det ændrer ingenting i min kontrakt og mine arbejdsforhold.
Jeg kan altid selv bestemme, om jeg vil tage imod et udenlandsk tilbud.
Min familie har fuld tillid til AGF,« siger Duncan.
Han er en impulsiv type, der ikke hænger fast i fordomme eller falske forestillinger.
Da han som dreng så AGF spille, var helten den store nordmand Håvard Flo. Ude i verden var det argentineren Batistuta. Og på det seneste er det målkongen i Manchester United, Ruud van Nistelrooy.
Typer, som Duncan gerne vil ligne.
Og favoritholdet er Manchester United, som han har set en enkelt gang i Parken mod Brøndby.
Når United gæsteoptræder på Århus Stadion den 6. august, ville Duncan gerne have siddet på tribunen.
»Men jeg har ingen billet til kampen,« konstaterer han.
Forældrene følger Duncan og yder ham fuld opbakning. Farmand sakser til scrapbogen.
Han ser også udekampene. Moren er med på Århus Stadion, og hun er god til at få Duncans arme ned, hvis de er for højt oppe.
»Jeg har de samme venner her i Tilst, og jeg er den samme person. Det er helt klart. Men det kan da godt ske, at jeg går herhjemme og fryder mig over et godt mål eller en fin kamp. Det er vist kun normalt.
Men så er min mor hurtig til at få mine arme ned, og sådan skal det også være. Jeg er klar over, at man skal have selvtillid, men det er skidt at have for meget,« siger Duncan.
Han kommer til at savne to tilskuere til premierekampen i Århus.
Forældrene er ikke færdig med ferien og napper på hjemvejen en uge ved Garda-søen. Men de får en scorings-rapport på mobilen fra Per Thune.
Det var ham, der kaldte Morten for Duncan.
Og det var her, den unge myte ved navn Duncan startede.
