Johanne Schmidt-Nielsen (EL) har sluppet ansvaret som politisk ordfører og nyder, at der er mere plads til kærlighed.
Øjnene stråler endnu mere. Smilene sidder løsere. Der er kommet en mere følsom afslappethed over Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Og forklaringen skal ikke kun findes i, at det nu er mere end en måned siden, at hun gav stafetten som politisk ordfører videre til Pernille Skipper. Der er også blevet plads til at nyde kærligheden.
Johanne Schmidt-Nielsen er flere gange set cykle rundt i København med en ’lækker mand i lyseblå skjorte’. Ikke en politiker. Ikke en, der er kendt i offentligheden. Et par år ældre end hende. Og med topjob i det private erhvervsliv. Kærligheden mellem de to har forbipasserende ikke været i tvivl om.
»Hahaha, ja, jeg kan bekræfte, at han går i lyseblå skjorter. Men du ved godt, at jeg aldrig har haft lyst til at tale om mit privatliv på den måde,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Enhedslistens mangeårige, karismatiske frontfigur fyldte 32 år i februar. Hun blev kåret som bedste partileder i 2015 og som den mest karismatiske partileder i april 2016. Da hun kom i Folketinget for ni år siden havde Enhedslisten fire mandater. For syv år siden blev hun valgt som sit partis første politiske ordfører og har i dag ført sit parti frem til 14 mandater. Hun er en gennemført succeshistorie for sit parti, men på grund af partiets interne rotationsprincipper kan hun ikke genopstille ved næste folketingsvalg. Derfor valgte partiet helt udramatisk at lade Pernille Skipper overtage roret i begyndelsen af maj.
Så nu har Johanne Schmidt-Nielsen haft godt en måned, hvor hun politisk udelukkende har fokuseret på flygtninge og integration.
Og så det med kærligheden, der stadig er så ny, at hun har lyst til at holde den for sig selv. Og hun har ret i, at hun altid har holdt fokus på politikken og afvist at kommentere sine personlige forhold.
Men nu er situationen vel lidt anderledes?
»Jeg har ikke ændret holdning til det, fra jeg blev valgt som 23-årig. Som politiker er man meget eksponeret, og der er rigtig mange mennesker, der har en holdning til en. Sådan skal det også være. Man får i overført betydning mange ’tæsk’, og derfor har det været vigtigt for mig at have noget, som kun er mit eget. For eksempel det med kærester. Det er en måde at skærme mig selv af på. Politik berører mig i høj grad personligt, men der er en del af mig, der er privat. Jeg synes, at jeg har fundet en god balance.«
Tror du ikke bare, at folk tænker, at det er godt, at du nu kan holde lidt fri og få lov at stifte familie?
»Jo, og det vil jeg også rigtig gerne. Jeg vil rigtig gerne have børn. Jeg bor stadig på Nørrebro, men på et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at få lidt græs mellem tæerne. Jeg er jo vokset op langt ude på landet, på en mark på Fyn. I en lille by, der hedder Skalbjerg, hvor skolen er lukket og købmanden også har drejet nøglen om. Og en af de måder, jeg slapper allermest af på, er ved at tage ned i min mors sommerhus på Sydfyn og klippe hæk, rydde buske og luge ukrudt.«
Så etablering af familie kunne også hænge sammen med græs under fødderne?
»Ja. Jeg elsker Nørrebro, og Blågårdsgade er på mange måder en landsby, som minder om det, jeg kommer fra. I Skalbjerg er der ikke nogen, der går forbi hinanden uden at sige ’dav’. Og sådan er Blågårdsgade også. Men jeg tror ikke, at jeg flytter langt væk fra København, når jeg flytter.«
Hvordan er det ikke længere at være politisk ordfører?
»Det har været ret fantastisk faktisk. I syv år har jeg haft den rolle, hvor man bliver ringet op kl. 6 om morgenen og spurgt om hvad som helst. Hvis noget går galt, er der én ,pilen peger på, og det er den, der står i spidsen. Også selvom vi træffer beslutningerne i fællesskab. Så selvom arbejdsmængden nok er nogenlunde den samme nu, er der mindre ansvar, der tynger på skuldrene, og det er sådan set ret dejligt.«
Men hvordan har det været at skifte rolle fra at være nummer ét til at være nummer to eller 14?
»Mange siger, at man får mange abstinenser, når man stopper på en post, hvor der er så meget adrenalin. Men jeg er ikke begyndt at savne det endnu. Jeg føler mig stadig vældig heldig over at være herinde på Christiansborg, så jeg kan beskæftige mig med politik døgnet rundt. Nu har jeg så også mere tid til at tage ud i pensionistklubber, besøge Venligboerne, få besøg af en sosu-klasse fra Lolland eller unge udsatte fra Vollsmose eller tage ned på Rødding Højskole. Det synes jeg sådan set er ret dejligt.«
Men er det ikke et savn for dig personligt ikke at kunne blive i noget, som har været så stor en succes for dig?
»Jeg er jo ikke stoppet i Folketinget. Det gør jeg først ved næste valg. Indtil videre har jeg ikke mærket til nogen abstinenser, jeg nyder, at ansvaret tynger lidt mindre og at jeg kan koncentrere mig om flygtninge og integration. Og den ro, jeg finder i det, hænger helt sikkert også sammen med, at jeg ved, at Pernille Skipper er drønhamrende dygtig. Hun er i øvrigt meget mere erfaren, end jeg var, da jeg begyndte. Jeg var 25 år, da vi fandt på, at vi skulle have en politisk ordfører. Det havde vi jo ikke haft før. Vi var fire mand i gruppen: Frank Aaen, Per Clausen, Line Barfoed og mig. Vi diskuterede, om det skulle være Per Clausen eller mig. Per Clausen er en utrolig dygtig mand, og vi hældede lidt til ham, men det blev så mig. Jeg havde slet ikke tænkt, at det kunne komme til at spille så stor en rolle. Men det kom det til, fordi der åbenbart var mange, der kunne identificere sig med Enhedslisten gennem mig.«
Har du overvejelser om, hvad du kunne tænke dig efter næste valg, hvor du så skal stoppe i Folketinget?
»Jeg synes, at det er vigtigt at have energien, der hvor man er. Der kan jo gå op til tre år, før vi får et nyt valg i Danmark. Men selvfølgelig tænker jeg over det. Det kan være, at der er nogen, der tilbyder mig et job, som jeg synes kunne være spændende. Ellers kan jeg gå i gang med at læse igen. Jeg har en bachelor i socialvidenskab fra RUC. Jeg skal nok ikke ud at lave gruppearbejde med de nyudklækkede studenter, men en eller anden form for uddannelse kunne jeg godt finde på.«
Men du skal vel også udnytte din nuværende platform til at komme videre i et godt job?
»Jeg vil selvfølgelig gerne beskæftige mig med noget, som jeg synes giver mening, og hvor jeg kan bruge mine erfaringer herinde fra. Det handler om at finde et job, hvor jeg har følelsen af at gøre en forskel.«
Har du fået henvendelser fra nogen, der gerne vil bruge dig, når du stopper i Folketinget?
»Ja, der er nogle. Der er i hvert fald mange, der har ideer. Så enten finder jeg et job, jeg synes er interessant, ellersogså begynder jeg at læse igen.«
Tænker du, at det skal være herhjemme eller i udlandet?
»Det skal være herhjemme. Jeg kunne jo godt tænke mig nogle børn, og så er det lettere her i landet.«
Kommer du nogensinde til at slippe det politiske?
»Nej, jeg skal fortsat være aktiv i Enhedslisten. Men man kan arbejde politisk på mange måder. Det ser vi i øjeblikket, hvor tusindvis af danskere bruger al deres fritid på at lave madklubber, samle gamle møbler og børnetøj ind, lave lektiehjælp og ’tal-dansk-cafeer’. Der ligger så meget styrke i relationer mellem mennesker. Der føler jeg mig lykkelig.«
Bliver du også en af de politikere, der skal giftes denne sommer?
»Nej, jeg har ingen bryllupsplaner.«
