Dorthe Damsgaard ved, at det har sin pris at medvirke i pornofilm. Udover et smadret underliv bliver hun i dag forfulgt af en syg mand, og i supermarkedet møder hun tilråb som: »Nej, hvor ser hun ud, hende porno-Dorthe!«.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Gangbang? Aldrig! Det er så ulækkert og vulgært.«.
Den tidligere pornomodel og stripper Dorthe Damsgaard er ikke i tvivl om, hvad hun mener om Michael Ziles forestående gangbang-projekt.
»Kvinden, som er med, er færdig! Fuldstændig. Hendes underliv vil gøre rigtig ondt. Og jeg taler af erfaring. Hun vil bløde, og blødningerne vil kunne vare op til tre uger eller en måned. Det vil gøre så ondt på hende, at man vil kunne se det på filmen, også selvom der er indlagt mange pauser. Hendes underliv vil blive ødelagt. Det bliver ikke sjovt for hende. De fleste kvinder har måske oplevet at kunne blive øm ved at være sammen med en kæreste, så tænk på at være sammen med så mange mænd,« fortæller Dorthe Damsgaard, der også spår, at kvindens videre udsigter som pornomodel er ødelagt.
»Hende, som medvirkede i den sidste gangbang-film, kan slet ikke få job. Ingen gider at have én, som har været sammen med alle. Jeg er spændt på at se, hvem de kan få til at stille op. For jeg ved, at mange er blevet spurgt. Men det er helt sikkert en fordel, hvis det er en kvinde fra udlandet, for en dansker vil ikke have en chance herhjemme. Jeg ved jo selv, hvor svært det er for mig. Og jeg har ikke medvirket i noget, der kunne ligne et gangbang. Jeg har bare været med i en række dårlige b-film,« fortæller Dorthe Damsgaard, der for tre år siden sluttede helt med at indspille pornofilm. Det blev til i alt otte film og en større berømmelse efter hun forrige år medvirkede i DRs dokumentarserie »Barny, bossen og bagmanden«.
Fakta om gangbang Ved »gangbang« forstås ifølge Encyclopedia of Unusual Sex Practices »sex med en serie ventende partnere«. Den 26-årige pornoskuespiller Annabel Chong blev verdensberømt forrige år, da hun på ti timer var sammen med 251 mænd i filmen »The World's Biggest Gang Bang«. Rebecca fra England er indehaveren af den skandinaviske rekord, da hun forrige år havde samleje med 26 fremmede mænd lige efter hinanden. »Jeg giver jo ikke noget af mig selv. Det er bare arbejde. Det er gode penge og god publicity,« lød forklaringen fra den 21-årige pornomodel til en undrende presse. |
»Jeg var så lettet over, at det var overstået. Men efter lettelsen kom hadet. Hadet til mænd og hadet til mig selv. Jeg følte mig så billig. Og i dag er jeg ked af, at jeg har spildt så mange år af mit liv på porno,« siger Dorthe Damsgaard, der siden hun stoppede med filmene har gået hos en psykiater.
»Jeg har fået diagnosen maniodepressiv og er blevet invalidepensionist. Det var ligesom ikke det, jeg ønskede mig af livet: at lave pornofilm og blive pensionist som 33-årig,« siger Dorthe Damsgaard, der pludselig udviklede voldsom panikangst i forbindelse med en pornofilmspremiere i Cannes for tre år siden.
Dorthes angst er dog også reel. For når hun går ned i supermarkedet, må hun forholde sig til de mange forargede blikke, der rammer hende og de mange spydige og onde tilråb: »Nej, hvor ser hun ud, hende porno Dorthe« eller »billig stripper«.
Hun er sågar blevet overfaldet af en pigebande, der »ville ødelægge hendes luderansigt«. Og for en måned siden fik Dorthe Damsgaard en buket hvide liljer med guldbånd og indskriptionen »Dorthe, hvil i fred!«. Siden blev en dødskrans bragt til hendes hoveddør, og forleden lå der en håndgranat og en seddel med ordene: »Ups, bang! Det kunne ske for dig næste gang!«
Porn Sucks håber på demonstration »Folk skal protestere. Folk må reagere. For det er så åbenlyst forkert. Der er en tendens i vores samfund til, at vi bare lader tingene ske. Forrige år blev én gangbang-film optaget, og der vil sikkert komme endnu en og endnu en. Vi håber derfor, at der vil komme masser af mennesker og demonstrere. Bare fordi noget kan sælges, berettiger det ikke til, at man producerer det.« Sådan lyder det fra »Porn Sucks«, en gruppe feminister, der har rødder i bz-bevægelsen. I pressen er de kendt for deres mere eller mindre ulovlige aktioner, hvor der til deres demonstrationer kommer mellem 200 og 300 kvinder. |
»Han ved alt om mig. Det er så uhyggeligt. Han ringer og kræver seksuelle ydelser og penge. Han har sagt og skrevet, at »for Guds skyld og for min families skyld, skal jeg straffes«. Og i lørdags sagde han, at jeg havde en måned tilbage at leve i. Desværre kan politiet ikke rigtigt gøre noget,« fortæller Dorthe Damsgaard, der har en fornemmelse af, hvorfor hun bliver forfulgt.
»Jeg er jo kendt på grund af pornofilmene, og fordi jeg har strippet. Derfor vil jeg også gerne advare kvinder og unge piger imod branchen. Lad være med at gå ind i den. Jeg måtte f.eks. tage speed og ecstasy for at slippe ud af min krop og bare flyve lidt,« siger Dorthe Damsgaard, der i dag føler sig som en ulykkelig og ensom person.
»Jeg er meget alene og har kun ganske få venner. Jeg gør meget for at se godt ud udadtil og holde mit hjem, men indadtil har jeg det ikke godt. Sommetider har jeg ikke lyst til at leve mere. Jeg er ikke glad. Jeg føler, jeg har et meget stort hul i maven. Jeg har endda skrevet afskedsbreve. Jeg ved godt, at jeg ikke har levet op til forventningerne!«