Da politiet nåede frem, otte minutter efter at forfatteren og journalisten Lars Hedegaard den 5. februar sidste år - på onsdag er det år siden – blev forsøgt myrdet i sit eget hjem, mødte de to politifolk en ’dybt rystet’, ’bange’ og ’konfus’ mand, ikke en rå debattør, en ’fanatisk muslimhader’.

Han har i årevis kæmpet alene, han var ved at dø alene; den formiddag havde han ’tårer i øjnene’ og kunne ikke tale, i dag er blot et strejf af ensomhed tilbage.

Urokkelig i sin overbevisning, men mærket.

Og de andre kan stadig ikke lide ham.

Han udgiver sin egen avis for at få trykt sine artikler, har oprettet sit eget forlag for at få udgivet sine bøger, har dannet sit eget selskab for trykkefrihed for at have et sted at høre hjemme.

I spejlet ser Hedegaard en kriger, historiker, journalist og redaktør. Realisten, der kæmper for sandhed og for ytringsfrihed, og mange gange har sat sig op mod den herskende klasse i sin nådesløse kamp for at oplyse den danske befolkning om truslen fra radikal islam og den muslimske masseindvandring. ‘Det er mit commitment, min forpligtigelse’, siger han, ‘selv om det ikke er morsomt at læse om islam, der jo mest af alt er død, død, tortur og dumhed fra ende til anden i 1400 år’.

Andre, hans mange fjender, ser ham som en forvrøvlet gammel mand, optændt af had til islam og muslimer.

For et år siden, den 5. februar 2013 klokken ca. 11.15, blev han udsat for et velplanlagt drabsforsøg, da en attentatmand forklædt som postbud opsøgte Lars Hedegaard ved hans lejlighed på Frederiksberg i København og forsøgte at dræbe ham.

Nu tager vi ham tilbage, tilbage til lejligheden for første gang, foran døren, hvor attentatmanden stod – ‘og jeg er skideligeglad med at vi skal derhen… det siger mig ikke rigtigt noget’, siger han, da vi i bitter kulde i slutningen af januar mødes på et gadehjørne et sted i København, hvor vinden står koldt ind fra havnen.

Han har for lidt tøj på, en tynd cottoncoat og en hvid skjorte, han fryser, og han siger ikke så meget, han er på vagt, ikke så meget overfor attentatmænd, men mere overfor journalister, der vil udstille ham som en forvrøvlet, skør og manisk muslimhader, for spørger du i København K, er det dét, han er.

Ét er drabsforsøget, det lever han med, på sin egen måde ‘viser det jo, at jeg havde ret … at jeg ikke er ligegyldig, man slår ikke de ligegyldige ihjel’, men den foragt og det had, han mødes med af intellektuelle, dét gør ondt, og når han siger, han er ligeglad, så passer det ikke.

Først sidst på dagen, da vi trykker hånd til farvel, siger han dét, der gør, at jeg forstår ham:

‘Alle kan tilgives, bare ikke mig’.

Han fortryder straks sine ord, han vil tænke over det: ‘Lad os tales ved’, svarer han, men det er ikke svært at forstå, hvad han mener:

Yahya Hassan, en voldsmand, der skriver digte og offentligt siger, at ‘ghettoerne er fyldt med dumme perkere, som render rundt i joggingtøj. De går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger’, bliver beundret og elsket og inviteret til at møde Politikens læsere; Ahmed Akkari, imamen, der opildnede til had og vold mod Danmark under Muhammed-krisen, forvandler sig til demokrat og kommer i Deadline, og alle siger, ‘hvor var det godt’, men Hedegaard, der har sagt det samme i årevis, og endda var ved at bøde med sit liv, han er en idiot.

Eller ‘syg’, som Nephew-sagen Simon Kvamm skrev om Hedegaard i oktober, blot otte måneder efter at en attentatmand havde forsøgt at tage livet af den gamle mand.

Først overlever han et drabsforsøg, så bliver han kaldt ‘syg’ af en popsanger.

Politiassistenterne Marianne Poulsen og Rasmus Nielsen fra Beredskab 1 på politistationen i Bellahøj i det nordvestlige København modtog alarmopkaldet fra kommandocentralen klokken 11.25, tirsdag den 5. februar, fire minutter efter at Lars Hedegaard klokken 11.21 havde trykket 112.

De tændte patruljevognens horn og lygter, kørte med udrykning fra Borups Allé, ned ad Sallingvej, Grøndals Parkvej, mod Ålholmvej og Roskildevej og ind ad Pelargonievej, slukkede først horn og siden lygter for ikke at skræmme gerningsmanden væk, parkerede foran lejlighedskomplekset på hjørnet af Pelargonievej og Azaleavej.

Fire minutter efter, klokken 11.30, var patruljevogn CD206 på stedet.

Alt var normalt. Stille.Én minut senere åbnede Lars Hedegaard døren.

Ved døren mødte de ikke den mand, der kunne genkendes som én af landets mest erfarne og, når det gælder, rå debattører, tidligere tiltalt – men frikendt – for krænkende racistiske ytringer, men i stedet en gammel mand, der ‘blev skønnet dybt rystet’; ‘chokeret og bange’; med ‘tårer i øjnene’; en mand, der ‘talte med rystende stemme’, og ‘havde svært ved at udtale sig’; ‘talte usammenhængende og virkede konfus’.

De havde været i slagsmål, Hedegaard og manden, en mørklødet, mellemøstlig mand på 25-30 år, der talte perfekt dansk.

Han havde, iført rød postjakke, ringet på døren til opgangen, dørtelefonen virkede ikke, så Hedegaard var gået ned ad trappen, hen til indgangen, hvor han åbnede døren, holdt døren i glas åben med sin højre skulder, tog imod en pakke, der var viklet i gaffatape, mistænkelig let. Gerningsmanden greb ud efter en pistol, lang og metalblank, sigtede mod Hedegaard, men sigtede for højt, og øjeblikket efter passerede projektilet forbi hans højre øre, uden at Hedegaard bemærkede andet end et sus.

Gerningsmanden forsøgte at tage ladegreb, det kom til håndgemæng, Hedegaard slog med sin knyttede næve mod gerningsmanden, der tabte sin pistol, fik den samlet op, forsøgte at skyde igen. Det lykkedes ikke. Han flygtede.

Hedegaard husker, at han ‘virkede nervøs, han var ikke en professionel dræber’.

I et kort sekund kunne attentatmandens ansigt skimtes gennem ruderne i stueetagen, hos galleriejer og kunstner Britta Westhausen.

Hun husker det stadig:

- Han var ret tæt. Havde rød jakke på. Mørk hud. Tæt hår. Lyset skinnede på ham, da han løb forbi vinduet. Han var blank i huden. Han lunteløb, virkede lidt tung i det… ophidset. Han råbte noget, men jeg vidste ikke, hvad det var, husker hun.

Først havde hun hørt et brag, ’jeg frøs ved lyden. Det lød som et stillads, der væltede’.

Sådan lyder et skud, der runger gennem en opgang.

- Ytringsfrihed er det vigtigste, vi har. Det må vi stå op for, uden at skele et øjeblik til, om man er enig med den person, der ytrer sig, siger Britta Westhausen.

Allerede til politiet siger Lars Hedegaard noget, han siden skal gentage flere gange, nemlig at han mente at ‘kunne aflæse et voldsomt had i personens øjne’, og så var der også noget genkendeligt ved manden. Mange dage efter kommer Lars Hedegaard i tanke om, at manden lignede kasseekspedienten i den Aldi, hvor Hedegaard købte sin whisky, og som havde påtalt Hedegaards køb af spiritus.

Men også det spor ender blindt.

Tilbage i opgangen lå patronhylstret fra 7,65 millimeter-pistolen, lige ud for underbo Britta Westhausen dørmåtte.

I karmen, ved vinduet, over en parkeret barnevogn, sad det afskudte projektil i en karm, der den dag i februar 2013 blev skåret ud af politiet, og stadig ikke er erstattet af en ny.

Hedegaard er ikke troende, men dét, der skete den 26. oktober 1999, kan bedst sammenlignes med en politisk åbenbaring. Han skrev på en klumme til Weekendavisen om den i de år så almindelige påstand om, at Europas højrepartier, herunder Dansk Folkeparti, var nazistiske. Han ledte i sit baghoved efter ‘dumsmarte, nedladende og sarkastiske bemærkninger’, han kunne hæfte på Pia Kjærsgaard, ganske som det var skik og brug, men nej.

- Pludselig ramte det mig. Hvad fanden er dét, du sidder og skriver? Hvad har den kvinde gjort? Hvorfor skulle hun kaldes nazist?

Tidligere havde Hedegaard skrevet, at Dansk Folkepartis forslag om, at familier blev gjort ansvarlige for deres børns forbrydelser, var ‘import fra Det Tredje Rige’. Nu mente samme Hedegaard forsigtigt, at man om Dansk Folkepartis fremmedpolitik kan mene, at den ‘er ond og reaktionær, nazistisk er den ikke’. Tre dage senere blev klummen trykt i avisen.

- Jeg skrev som alle andre. Nedladende. Det var ikke værdigt. Så begyndte jeg at interessere mig for, hvad der var Pia Kjærsgaards ærinde, om hun havde ret.

Lars Hedegaard har altid været radikal, radikal i den forstand, siger han selv, at han har troet på noget, kæmpet for det, mens andre ser det som besættelse, fanatisme, grænsende til det vanvittige. I sin ungdom var han indtil 1982 aktiv i den trotskistiske organisation Socialistisk Arbejderparti, men han forlod SAP i protest over, at de socialistiske trosfæller støttede Argentinas besættelse af de britiske Falklandsøer, ‘hvor der stort set kun boede briter, der ønskede at beholde forbindelsen med det fjerne moderland. Hvorfor måtte de ikke det’?

Hedegaard ‘mistede troen på socialismen’, opdagede langsomt, at den ‘gamle venstrefløj’ ikke betragtede sig selv som én af flere muligheder at se verden på, men den ‘eneste naturlige og anstændige’, og de, der var uenige, ‘havde dømt sig udenfor enhver sømmelig samtale’, de var bortskammede.

En rejse var begyndt.

I 1987 blev han udnævnt til chefredaktør på dagbladet Information og stod to år senere i centrum for ét af de vigtigste opgør i bladets historie. En af bladets journalister, Lars Villemoes, der havde stærkt venstreorienteret fortid, påbegyndte i maj 1989 sin kritiske afdækning af den venstreekstreme Blekingegade-gruppe; Villemoes kendte alle i det miljø, og hans artikler vakte vrede blandt ledende venstreintellektuelle, fordi han – 20 år før den prisbelønnede forfatter Peter Øvig Knudsen gjorde det i sine bøger om Blekingegade – beskrev bandens ekstreme metoder og dens revolutionære fortid. Chefredaktør Lars Hedegaard insisterede på Villemoes’ ret til at trykke sine artikler, mod mange af bladets øvrige journalister, men modstanden mod det, Villemoes afdækkede, var monumental. Venstrefløjen kunne ikke rumme, at dens egne sønner, der var aktive i ulandsgrupper, tøjindsamlinger og palæstinensiske støttegrupper, var terrorister, røvere og mordere, og Hedegaard fik for første gang for alvor den følelse, der siden skulle tage bo i ham: Det er mig, alene, mod de andre.

Hedegaard siger det ikke, men det er smertefuldt for ham:

20 år senere udgav Peter Øvig Knudsen sine bøger på Gyldendal, blev millionær, fik alles respekt i form af alle tænkelige priser for at skrive noget, Lars Villemoes og redaktør Hedegaard groft sagt afslørede allerede i 1989. Hedegaard så klart, 20 år før ‘de andre’, sådan tænker han.

Øvig hyldes, Hedegaard kan ikke gøre noget rigtigt, han er blot en paria, hvis bøger i dag kun udgives, hvis han udgiver dem selv.

10 år senere, på kanten af det nye årtusinde, er det islamismen, Hedegaard kaster sig over:

- Det, jeg opdagede, var, at de muslimske indvandrere i Danmark bliver mindre og mindre integrerede. 2Anden generation er dårligere integreret end den første. Tredje dårligere end den anden. Hvorfor? Vi har historisk fået masser af indvandrere til landet: Hollændere, jøder, tyskere, polakker, senere flygtninge fra Ungarn, Vietnam. De skaber ikke problemer, gør ikke noget væsen af sig, de falder hurtigt til. Anderledes med muslimerne. De fører deres anderledeshed foran sig som et skjold. Vi åbner grænserne, og så begynder de at beklage sig: ’Hvor er det synd for os’. Hvis man vil være en del af det danske samfund, kan man sagtens blive det. Hvorfor fanden skal de andre så gå rundt og klæde sig i sække, pyjamas, kalotter og langt skæg og spille underlige. De polakker, der kom, så de underlige ud? Nej. Jeg har boet i Californien i fem år, og næsten alle, jeg omgikkes, var første- eller andengenerationsindvandrere. De klædte sig ikke i hjemlandets mærkelige gevandter. Da jeg flyttede til USA, var der ingen, der talte om integrationsydelse og modersmålsundervisning. Klar dig selv, eller rejs hjem, siger Hedegaard.

Lars Hedegaard blev optaget af det muslimske spørgsmål, andre vil sige besat, selv folk, der stod ham nær, fandt ham i stigende grad svær.

Han talte ikke længere kun om Islam som en trussel, men hævdede, i hvert fald indirekte, at der skulle bestå en særlig konspiration mellem de danske myndigheder, de herskende politiske klasser i Danmark og Islam.

Således forandredes også hans syn på Blekingegade-banden. I sin erindringsbog hævder han, at det er et åbent spørgsmål om Blekingegade-bandens arabiske kontakter i mellemøstlige terrorgrupper bevidst blev ladt ‘i fred’ af dansk politi – og ‘i fred til at hente deres klaner til Danmark’, og han rejser spørgsmålet om, hvorvidt politi og anklagemyndighed havde frihed til at forfølge de skyldige, eller om det reelt var umuligt i et politisk system, der var præget af ‘had til vestlig kultur og berigelsen ved muslimsk masseindvandring’.

- Jeg er optaget af det, jeg skriver om, ikke besat. I 30’erne var der intellektuelle og journalister, der kun skrev om nazisme. Var de så ‘besatte’? Om Winston Churchill (britisk premierminister) sagde man, at han havde nazisme på hjernen og var bindegal. Det er åbenbart sådan, at hvis man som jeg beskæftiger sig med de trusler, der ligger i tiden, så er man dum og besat, siger Hedegaard.

’Churchill er et forbillede, uden at jeg på nogen måde prøver at sammenligne mig med ham’; han så den monumentale trussel fra den nazistiske dødsmaskine, og bekæmpede det, ganske som Hedegaard bekæmper de trusler, han ser: Islams undertrykkelse, islamiseringen af medier og det politiske liv i Danmark, forsøget på at tage magten og lade Danmark blive underlagt middelalderlige normer, og når han om muslimer har sagt, at ‘de voldtager deres egne børn’, når ‘en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret’, når ‘svenske piger bliver… massevoldtaget, er der intet galt i det, set ud fra et islamisk perspektiv’, skriver han bare, ‘hvad de islamiske skrifter selv siger’.

- Jeg fatter ikke, hvorfor venstrefløjen ser kvindeundertrykkelse, fordummelse og sharia-lovgivning som et fremskridt. Måske beundrer de venstreorienterede den revolutionære ildhu, der præger profetens følgesvende, og måske sympatiserer de venstreorienterede med tanken om at vælte alt over ende, afsløre det borgerlige samfund og ødelægge kapitalismen. Jeg tror, at venstrefløjen beundrer den aktivisme og entusiasme, der præger fjenderne af vores civilisation. Og så giver den muslimske indvandring masser af stemmer. De stemmer jo alle til venstre. Endelig er indvandringen jo en konstant kilde til jammer over dette samfunds gebrækkeligheder og ondskab, fordi det giver et påskud til at kalde andre racister.’

Vi tager Lars Hedegaard tilbage til lejligheden, ‘for det skal jeg jo’, for første gang siden dén dag, bortset fra en enkelt gang i marts 2013, hvor han i medvirkede politiets rekonstruktion af drabsforsøget.

Selve lejligheden på Frederiksberg, hvor Lars Hedegaard havde boet i 18 år; den lejlighed, der har været rammen om hans politiske forvandling, forlod Hedegaard sidste gang den 5. februar 2013, klokken 12.55, hvor han af politifolk iført en ‘sporsikringsdragt’ blev ført ned ad trappen, ud i en ventende politivogn og fra Frederiksberg kørt på Retsmedicinsk Institut til undersøgelser, efter at han først havde drukket et par par glas rødvin og skiftet underbukser, så angst havde han været.

Han siger, at lejligheden ikke betød det store, ‘jeg har aldrig været særligt knyttet til bestemte steder, det er mest et praktisk arrangement’.

Politiet købte underbukser til ham, et par skjorter, en tandbørste, installerede ham først det ene sted, så det andet, uden telefon. Politiet pakkede hans bøger, hans computer, hans noter, hans glas og gafler, kørte det til den nye sikre lejlighed et sted i København. Han vil ikke tale om, at den nye lejlighed er så dyr, at han næsten ikke kan betale den, og han vil heller ikke tale om, at han selv må betale 50.000 kroner hos tandlægen, fordi to fortænder næsten blev slået ud under slagsmålet med gerningsmanden.

Han står foran glasdøren.

-Allerede aftenen før, mandag den 4. februar, ringede det på i vintermørket, klokken var måske 21, Hedegaard sov og nåede ikke at åbne; dagen efter prøvede gerningsmanden, som vi ved, igen, men dørtelefonen virkede ikke.

- Det blev mit held, min redning. Hvis han var kommet ind i opgangen, op foran døren, så havde jeg ikke klaret den, min dør var ikke så stærk som fordøren hér, siger han og peger på den tunge indgangsdør:

- Denne dør kunne jeg lukke og løbe op i lejligheden. Hvis han var kommet op foran min dør, ville jeg ikke have haft et sted at flygte hen. Så havde jeg være færdig, siger Hedegaard.

Vi ringer på hos naboen for at komme ind i opgangen. Hedegaard går væk.

- Jeg skal ikke snakke med dem … jeg har ikke lyst, siger han.

- Jeg vil ikke være til besvær, jeg vil ikke opfattes som en belastning af naboerne. Derfor var jeg glad for at komme væk. Hvis jeg bliver ved med at skrive, hvad jeg mener, så tænker de måske, at jeg bare vil lave ballade, måske tænker de, ‘er det virkelig nødvendigt, se nu, hvordan det gik’.

- Der bor småbørn og gamle koner her. Måske tænker de, at jeg går og skaber problemer, og det har jeg ikke lyst til.

Folk, der kender ham, siger, han virker ‘mærket’, ‘forandret’, ‘stille’; selv siger han, at noget nok er forandret, men han afviser at være blevet skræmt eller forvandlet som menneske:

- Jeg lever ikke for evigt. Den person, der var sendt ud for at slå mig ihjel, lykkedes ikke, og det betyder, at de, der sendte ham i byen, de har stadig en opgave, der ikke er løst. Sådan er det. Han var sendt i byen af nogen, måske af Iran – eller Det Muslimske Broderskab, al-Qaeda eller én af de talrige islamistiske voldsgrupperinger, der findes. Men heldigvis havde de sendt en amatør. Han må være valgt, fordi politiet ikke kendte ham, og derfor ikke havde hverken hans dna eller fingeraftryk.

Politiske drabsforsøg, rettet mod enkeltpersoner, har Danmark stort set været forskånet for, mordforsøget på Muhammed-tegner Kurt Westergaard er en undtagelse. Selv sammenligner Lars Hedegaard det drabsforsøg, der overgik ham, med dét, der ramte konseilspræsident J.B.S. Estrup den 21. oktober 1885 i København.

Estrup indførte som datidens statsminister midlertidige – provisoriske – love, uden om et folketing, der forsøgte at undgå militarisering, skaffe penge til Københavns befæstning, således at i det mindste hovedstaden kunne forsvares i tilfælde af et nyt krigsudbrud, 20 år efter nederlaget i den slesvigske krig. Estrup optrådte forfatningsstridigt for at redde landet, havde mange fjender, anglede ikke efter popularitet, og gik til middagsselskab den dag, han blev forsøgt myrdet på grund af de beslutninger, Estrup havde truffet i dét, han opfattede som fædrelandets tjeneste.

Lars Hedegaard tilbragte den første aften, ikke i middagsselskab, men i et safe house, men han ser drabsforsøget som en ‘anerkendelse af mit arbejde’.

- Jeg må have sagt noget, der er rigtigt, ellers var der jo ikke nogen, der ville slå mig ihjel. Man skyder jo ikke en idiot. Hvis jeg væltede om mig med vanvittige betragtninger eller løgne i lange baner, så ville folk bare trække på skulderen. Jeg må have sagt noget sandt, noget der har stødt nogen, noget, der gør ondt, siger Lars Hedegaard.

Tre dage før drabsforsøget på Lars Hede-gaard – den 2. februar 2013 – cyklede en mand, mørk i huden, tydeligvis arabisk eller mellemøstlig, mod Rentemestervej i det nordvestlige København. Han var 25-35 år gammel, havde daggammelt skæg, en smal, spids næse og kraftige øjenbryn, iført mørkt tøj. Han talte perfekt dansk. Han var iført en gul vest og en limegrøn cykelhjelm.

På Rentemestervej mødte han Jakob, der ville sælge sin VW Transporter, en gammel kassevogn fra 1994.

Manden med hjelmen underskrev en standardkontrakt fra FDM i navnet ‘Muhammed Issa’, opgav adressen Murciagade 14, 1. th., 2300 København S, betalte 7000 kroner kontant – smed cyklen bag i bilen og forsvandt.

Gaden eksisterer ikke.

Og Muhammed Issa er navnet på en palæstinensisk terrorist, der i 1986 forsøgte at kapre et israelsk passagerfly i Athen og i den forbindelse dræbte en 50-årig israelsk ingeniør.

Tre dage senere blev Lars Hedegaard forsøgt myrdet.

Først den 20. marts sidste år, næsten halvanden måned efter drabsforsøget, undrede en beboer på Pelargonievej sig over en efterladt kassevogn, parkeret næsten foran Hedegaards ejendom.

I dag er den mørkeblå VW Transporter politiets bedste spor.

Det er teorien, at bilen blev købt af den mand, der ville dræbe Lars Hedegaard, at den blev brugt til observation ved adressen på Frederiksberg, og efter drabsforsøget efterladt.

På og omkring gerningsstedet efterlod gerningsmanden spor, formentlig en fuld dna-profil og delvise finger- og håndaftryk, men han findes ikke i politiets registre.

Det siger formentlig, mener politiet, noget om gerningsmanden; han stjal ikke en bil, som bandemedlemmer ville gøre, han købte den kontant, så den ikke ville blive meldt stjålet og efterlyst, og han er ikke tidligere straffet.

Mordforsøget var ikke impulsivt, det har kostet penge, omend ikke mange, det var velplanlagt, professionelt, blot ‘dårligt’ udført til sidst.

J.B.S. Estrup, der blev forsøgt myrdet den 21. oktober 1885 i København, og hvis skæbne minder om Hedegaards, reddede livet, fordi det ene skud ramte Estrups frakkeknap, mens det andet gik forbi, og kunne det nu passe? Stod han selv bag?

‘Jeg synes, at Hedegaard er en ubehagelig mandsperson. Jeg tror, at højreekstremisterne i Danmark nu har fået sig et idol som at de kan dyrke… som jeg tidligere har skrevet, mener jeg altså stadigvæk, at Lars Hedegaard sagtens kan have arrangeret dette her for at skabe opmærksomhed og fremstå som en helt og et offer’, skrev bloggeren ‘cerburus-tiger’ allerede dagen efter attentatet, og forestillingen om, at Lars Hedegaard selv har iscenesat drabsforsøget er ikke ukendt blandt journalister.

‘Attentatforsøget’ mod Hedegaard, siger de, smiler skævt, og markerer med pegefingrene anførselsestegn om ordet ‘attentat’.

Teorien om, at Hedegaard, som en sidste desperat handling for at puste nyt liv i et hensygnende muslimhad, selv stod bag, blev næret af journalist Martin Krasniks interview med Lars Hedegaard i DR2-programmet ‘Deadline’ den 17. marts, få uger efter drabsforsøget.

‘Hvorfor løb du ikke bare’, spurgte Krasnik i et interview, der viste en famlende og mærket Hedegaard.

Hans nu tidligere underbo Britta Westhausen så interviewet – og blev forarget over antydningen af, at Lars Hedegaard selv stod bag; ‘Det er tendentiøst af Krasnik,’ siger hun.

Alt efter hvem man spørger, var interviewet med Martin Krasnik et ‘karaktermord’, hvor den uforberedte Hedegaard blev lokket i studiet under falske forudsætninger og blev afhørt om fodnoter i et langt forfatterskab med det formål at udstille ham som idiot. Eller en demaskering af Hedegaards jublende islamparanoia, hvor det nådesløst blev afsløret, at Hedegaards påstande ikke tilnærmelsesvis tåler prøvelse.

Selv siger han, at mødet med Krasnik i Deadline ‘var værre’ end attentatforsøget:

- Hvis jeg bare var død, havde det ikke kastet et negativt lys på min person. Jeg har mere respekt for attentatmanden end jeg har for Krasnik. Attentatmanden har fået besked på at slå den vantro ihjel. Jeg skal dø. Han skal i Paradis. Det er ærlig snak. Krasniks opførsel er den rene ondskab. At forsøge at karaktermyrde en mand, som har været ude for det, jeg har været ude for, det er mere ondskabsfuldt end noget, jeg kunne forestille mig, siger han.

Han siger det ikke, Hedegaard, at det ville være rart med oprejsning, respekt, en smule varme fra de bedrevidende, han ellers foragter, og dog:

- Jeg havde håbet på, at folk kunne se, at dét, jeg havde skrevet, ikke var grundløst. Men de, der foragter mig, gør det vist stadig, siger Hedegaard.

Sådan er det blevet for Hedegaard.

Først måtte han sige farvel til Information, trods han havde gjort ‘det indlysende rigtige’ ved at insistere på ‘at trykke sandheden’ om den venstreekstreme Blekingegade-bande; i år 2000, efter at han blev ‘omvendt og begyndte at forstå Pia Kjærsgaard’, var hans klummer uønskede i Weekendavisen, siden var han med til at grundlægge den satiriske spalte ‘Groft Sagt’ i Berlingske, men blev ‘smidt ud den 15. september 2008’, husker han, ‘ikke at det betyder det store’, men datoen glemmer han aldrig.

Ingen aviser ville fast bringe hans klummer, intet forlag ville trykke hans bøger, ingen forening vil danne rammen om hans aktiviteter. Han har grundlagt sit eget forlag, sin egen forening, Trykkefrihedsselskabet, og nu sin egen avis, den engelsksprogede, islamkritiske Dispatch International, der udkommer fra Malmø.

- Politiken, Weekendavisen, Information eller DR, der har foragtet mig i mange år ville være meget mere tilfredse, hvis jeg havde taget fejl. Jeg har ikke taget fejl. Det gør dem rasende. Det tilgiver de mig aldrig. Yahya Hassan må have ret. Jeg må ikke.’

Lars Hedegaard er overbevist om, at ‘de’ vil have ham ned med nakken; først tiltalen for racisme i 2009 – han blev først frikendt i 2012 – siden mordforsøget på ham.

- I USA har jeg mødt én, der sagde til mig, at det, der var sket, var helt efter bogen. Først forsøgte de at få mig ned med nakken med anklager om racisme. Det lykkedes ikke. Derpå følger et attentat. Jeg kan ikke lade være med at knytte de to ting sammen. Staten bruger retssystemet, andre gør det med vold, men målet er det samme: At lukke kæften på mig, på alle islamkritikere. På den måde er der en underlig symbiose mellem islam og den danske stat. Vi skal gøres tavse. Nogle vil sige, at det er fuldstændig vanvittigt at se sådan på det, men jeg kan ikke se det anderledes.

‘Alle kan tilgives, bare ikke mig’, siger Hedegaard.

Men vil han tilgives?

- Det, jeg har sagt, det står jeg ved. Jeg gentager det gerne. Jeg har ikke noget behov for, at nu-skal-vi-tale-pænt-og-komme-hinanden-ved. Overhovedet ikke.