Dansk Sygeplejeråds formand, Connie Kruckow, stopper overraskende med udgangen af maj efter ni år på posten. Jeg vil prøve noget nyt, siger hun.

Sygeplejerskernes førstekvinde Connie Kruckow har fået nok. Kruckow der som formand for sundhedskartellet havde en central rolle i den lange strejke på sundhedsområdet sidste forår, har meddelt Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse, at hun nedlægger sit hverv som formand for Dansk Sygeplejeråd den 31. maj 2009.

- Jeg er 55 år, og min valgperiode udløber først om tre år. Hvis jeg venter med at stoppe til den tid, vil der ikke være meget arbejdsliv tilbage for mig. Jeg har brugt 22 år i Dansk Sygeplejeråd, og jeg synes, det vil være ærgerligt at sidde som en gammel dame og ærgrer sig over, at jeg ikke prøvede nogle andre muligheder også, siger Connie Kruckow.

Ifølge Connie Kruckow kommer skiftet på et godt tidspunkt, hvor en ny formand kan sætte sig i stolen i god tid inden de næste overenskomstforhandlinger. Selv vil hun holde fri fra 1. juni for at tænke over, hvad hun videre skal med hendes arbejdsliv.

- Jeg har ikke lagt mig fast på noget, men min datter har foreslået, at jeg åbner et loppemarked, siger en grinende Connie Kruckow.

Hun vil ikke afsløre, om hendes fremtid kan ligge i politik eller fagligt arbejde. Men hun har lovet hovedbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, at hun ikke vil blande sig i valg af ny formand eller på anden måde kigge bestyrelsen over skulderen.

Connie Kruckow spillede en central rolle i den historisk lange konflikt på sundhedsområdet i foråret 2008, hvor hun på vegne af sygeplejerskerne og de øvrige faggrupper i sundhedskartellet stod fast på kravet om en lønfremgang på 15 procent. Hun måtte nøjes med 13,3 procent, men fik til gengæld ønsket om en ligelønskommission med i købt. Fagbladet Dagens Medicin har efterfølgende kåret hende til en af de mest magtfulde personer i det danske sundhedsvæsen kun overgået af den daværende statsminister og finansminister samt regionernes formand Bent Hansen.

Connie Kruckow kan se tilbage på en lang karriere i Dansk Sygeplejeråd: De seneste ni år som formand, inden da syv år som amtskredsformand og før det seks år som faglig sekretær. Connie Kruckow peger selv på kampen for ligeløn som en af hendes mærkesager

Ud over overenskomstresultaterne fremover hun selv den nye grunduddannelse, en ny specialuddannelse til kræftsygeplejersker og en ny sundhedsplejerske­uddannelse som de mest markante resultater i hendes periode.

Dansk Sygeplejeråds kommende formand findes ved urafstemning blandt medlemmerne senest fire måneder efter Connie Kruckows fratræden d. 31. maj. På sit møde den 12.-13. maj fastlægger hovedbestyrelsen de nærmere tidsfrister for formandsvalget.

/ritzau/