Rettelse d. 26. maj 2016: Rubrik og indledning er blevet rettet i denne artikel. Det fremgik tidligere, at der var tale om en 'sexleg'. Dette var der ikke belæg for at skrive. BT beklager.

Pressenævnet har udtalt kritik af den tidligere version af denne artikel. Læs hele kendelsen her.

En bizar sag om vold med døden til følge efterforskes søndag fortsat af Fyns Politi. Sagen har flere løse ender, men efterhånden er politiet ved at få flere detaljer på plads.

Lørdag formiddag fik en hjemmehjælper sig et voldsomt chok, da vedkommende fandt en 56-årig mand, Claus Bundgaard, død i en kørestol i sit hjem på Skovvej i Bogense.

Ved siden af lå en 36-årig mand og sov. Det viste sig at være gerningsmanden, som kommer fra Litauen.

Søndag eftermiddag blev der afholdt retsmøde i Odense, hvor den 36-årige erkendte sig skyldig i vold med døden til følge. Han nægter sig dog skyldig i manddrab.

Den sigtede, der ikke har bopæl i Danmark, var for psykisk påvirket til at udtale sig i retten, men hans udtalelser fra afhøringen blev læst op af anklager Karin Ehlers Jørgensen, skriver Fyens Stiftstidende, som var til stede ved retsmødet.

Her fremgik sagens mystiske detaljer.

Den 36-årige litauer har fortalt til politiet, at han var blevet inviteret inden for hos afdøde, fordi han i tre nætter havde sovet i en park i Bogense.

De to drak alkohol sammen, og ifølge litaueren skulle den 56-årige mand have puttet bedøvende medicin i hans øl for at udføre oralsex på ham.

Den sigtede sagde til politiet, at han pludselig ikke kunne røre sig, hvorefter den 56-årige mand angiveligt forsøgte at åbne hans bukser for at berøre hans lem.

»Jeg hader homoseksuelle,« skulle den 36-årige litauer have sagt flere gange under afhøringen.

Den 36-årige valgte efter eget udsagn at stramme en snor om den anden mands hals for at få ham til at besvime. Litaueren sagde, at han havde snoren med sig, fordi han oprindeligt havde planlagt at hænge sig selv.

Ifølge den sigtede selv lagde han sig til at sove klokken 04:15. Teknikernes rapport viste dog, at den 56-årige døde mellem klokken 8 og 9 lørdag morgen. Ved middagstid blev litaueren anholdt, og her viste alkoholpromillen 2.48.

Under eftersøgningen fandt politiet desuden et tomt pille-hylster samt en kop med medicin.

Den 36-årige er foreløbig varetægtsfængslet ind til den 17. juni.

BT har tidligere talt med naboerne til den 56-årige. Flere er rystede over at høre, at han er blevet dræbt.

En nabo fortæller, at manden var venlig og altid hilste, når han kørte rundt på sin el-scooter i området.

»Han var en meget flink og rar fyr. Vi hilste altid på hinanden, og jeg ved, at han sad i kørestol, fordi han ligesom jeg havde fået en blodprop, og vi kom hos den samme fysioterapeut. Han boede alene og var glad for at få en øl, men jeg ved ikke af, at der kom litauere eller andre hos ham. Der har ikke været noget ballade med ham. Det er i hvert fald ikke noget, jeg har hørt noget til,« siger naboen, som ikke ønsker at få sit navn i avisen.