Hobro IK meddeler søndag aften, at de tror på, at de alligevel beholder de tre point fra sejren over AGF, som holdet lørdag kunne bekræfte, at de formentlig ville tabe på skrivebordet.

Det skriver Hobro IK på deres hjemmeside.

Hobro IK bekræftede over for BT lørdag, at klubben havde begået en gigantisk brøler ved at benytte den tidligere Randers FC-spiller Adama Tamboura i sejren over AGF fredag den 11. september, selvom spillercertifikatet ikke var oversendt fra den tidligere klub.

Sportschef i klubben, Jens Hammer Sørensen, påtog sig det fulde ansvar for fadæsen, mens formand i klubben, Steen Juulsgaard, forsikrede, at brøleren ikke kostede Jens Hammer Sørensen jobbet.

Det nordjyske holds advokater har nu brugt hele søndagen på at finde ud af, om de på nogen måde kunne undgå at miste de tre tiltrængte point.

Her har klubben fundet ud af, at det ikke nødvendigvis er et krav, at spillercertifikatet skal være overført, før den pågældende spiller kan deltage i en turneringskamp.

»Ifølge § 16 stk. 4 kan det være tilstrækkeligt at kunne føre bevis for, at den pågældende spiller er frigjort af den tidligere klub, hvilket er tilfældet. Herudover er der jævnfør § 16 stk. 1 ikke tale om et klubskifte i egentlig forstand, da Adama Tambouras kontrakt med Randers FC var ophørt den 30. juni 2015. Derfor finder bestemmelserne i § 16 stk. 1 måske slet ikke anvendelse, da de alene vedrører klubskifter og ikke indgåelse af kontrakter med klubløse spillere,« skriver klubben på deres hjemmeside.

Hobros advokat Lars Kühnel er overbevist om, at Hobro beholder de tre point.

»Jeg er overbevist om, at de tre point bliver i Hobro. Jeg har opfattelsen af, at Hobro IK har en god sag, og vi agter at køre den hele vejen igennem systemet,” siger advokat Lars Kühnel, der bistår med det juridiske i sagen, til Hobros hjemmeside.

Den endelige redegørelse til DBUs disciplinærudvalg bliver fremsendt mandag, hvorefter DBU vil behandle den.