Det er 13 år siden, der var premiere på tv-serien 'Nikolaj og Julie' med Peter Mygind og Sofie Gråbøl i hovedrollerne.

Og nu skal den populære serie, der også vandt en amerikansk Emmy i 2003 for 'Bedste internationale dramaserie, genindspilles i netop USA.

Over there kommer serien til at hedde 'Love Is A Four Letter Word'. Den skal genskrives af den amerikanske manuskriptforfatter Diana Son, der blandt andet har lavet manuskripter til serier som 'Blue Bloods', 'Southlands' og 'Law & Order'. Mens det var Søren Sveistrup, der førte pennen herhjemme.

I skrivende stund er amerikanerne i fuld gang med at finde ud af, hvem der skal spille rollen som det skilsmisseplagede ægtepar, Nikolaj og Julie, som Peter Mygind og Sofie Gråbøl herhjemme gjorde til glansroller. Og som var en stærkt medvirkende årsag til, at serien fik så stor popularitet, som den gjorde.

»Det er helt fantastisk, at en serie får et nyt liv så mange år efter premieren. Søren Sveistrups blik på sin egen generation er universel i sit portræt af en generation, der vil det hele og helst uden omkostninger – en historie fortalt med både alvor og humor. Den fortælling er amerikanerne nu klar til at gøre til deres. Det bliver spændende at se den i en version, som passer til tiden i dag, og det siger jo noget om, at god TV-dramatik er langtidsholdbar,« siger DRs dramachef Piv Bernth i en pressemeddelelse.

Men 'Nikolaj og Julie' er ikke den eneste danske tv-serie, der får amerikansk liv. Også DRs serie 'Arvingerne' er ved at blive skabt i en amerikansk udgave. Og i forvejen har amerikanerne allerede lavet deres version af Søren Sveistrups 'Forbrydelsen', der også havde Sofie Gråbøl i hovedrollen. 'Forbrydelsen er i øvrigt også på vej i en russisk udgave.

Den danske udgave af 'Nikolaj og Julie' er tidligere blevet vist i de nordiske lande, Estland, Letland,  Kroatien, Serbien, Montenegro og Polen.

Og så får seerne mulighed for et gensyn med den populære tv-serie fra begyndelsen af 00'erne, når første afsnit af 'Nikolaj og Julie' bliver genudsendt tirsdag den 31. marts i anledning af DRs 90 års fødselsdag.