Tre ud af fire danskere vælger i dag smartphonen, men mange er ikke opmærksomme på at beskytte mobilen.

Vi bruger den til at tjekke mails, Facebook, netbank og surfe på nettet. Altså stort set det samme, som vi gør med den almindelige computer. Men alligevel er sikkerhed ikke noget, som danskerne prioriterer særligt højt på smartphonen.

Flere danske og udenlandske undersøgelser viser, at over halvdelen af brugerne ikke har aktiveret noget så simpelt som en adgangskode til telefonen. Og antivirus-programmer til smartphonen har heller ikke vundet indpas endnu.

Og mens anvendelsesmulighederne stiger på smartphonen, øges risikoen også for, at it-kriminelle vil rette fokus mod mobilmarkedet. Michael Dahl, landechef for it-sikkerhedsfirmaet F-secure, opfordrer til at være på vagt:

- Mobiltelefoner er i dag små lommecomputere. Og de skal også behandles sådan. For i modsætning til stationære eller bærbare computere, er smartphonen meget nemmere at miste. Desuden er telefonen fyldt med personlig information, som kan ryge i de forkerte hænder, hvis man mister telefonen. Så derfor anbefales det, at man sikrer sin telefon som minimum med en adgangskode, siger Michael Dahl.

I slutningen af 2010 oplevede kinesiske smartphoneejere, hvad de it-kriminelle er i stand til at udrette. Mere end en million af de avancerede telefoner blev inficeret med en virus, der var skjult i et falsk antivirusprogram.

Få en guide til bedre sikkerhed på mobilen med B.T. Plus: Hvor lurer farerne.

Virussen fik de angrebne telefoner til at sende oplysninger tilbage til de kriminelle hackere, der så kunne fjernstyre telefonerne til at udsende spam-beskeder til alle kontakter i telefonens adressebog. Det kostede mobilejerne op mod 1.500 kr. om dagen.

Michael Dahl forklarer, at de fleste danskere har eller får mulighed for at gå på netbank via deres smartphone. Danske Bank var en af de første banker, der lancerede en netbanks-applikation i oktober sidste år. Siden har 200.000 danskere downloadet app’en. Og flere vil komme til, da to danske firmaer leverer software til 74 banker, der vil tilbyde deres kunder at kunne gå på netbank via telefonen.

Det vil give smartphone-ejerne nye vaner:

- Fra at have sms’et, mms’et og surfet på nettet, begynder vi nu at lave pengetransaktioner på mobilen. Og det vil uden tvivl betyde, at flere og flere vil købe ting på nettet via deres smartphone, siger Michael Dahl og tilføjer:

- Den adfærdsændring vil betyde, at mobilmarkedet bliver meget mere attraktivt for it-kriminelle.

For det er meget lettere at udvikle virus til smartphones end til PC.

Shehzad Ahmed, leder for DK-CERT, som overvåger de elektroniske trusler mod Danmark og informerer borgere og virksomheder om it-sikkerhed, er enig i, at udviklingen peger i retning af, at folk skal være mere opmærksomme, når de surfer rundt på nettet.

- Jeg synes ikke, man skal være utryg. Men jeg synes, vi skal være opmærksomme på, hvad man bruger sin smartphone til. For smartphone-markedet er i rivende udvikling, og udbredelsen af smartphones er aldrig gået så stærkt som nu. Så min anbefaling vil helt klart være, at man downloader et antivirusprogram til sin smartphone, siger Shehzad Ahmed og understreger, at det kun er nødvendigt, hvis man bruger sin telefon meget på nettet.