Så er det i nat, du skal holde dig længe vågen eller sætte vækkeuret, hvis du vil gøre dig håb om at opleve en spektakulær himmelopvisning. Natten til mandag og meget tidligt mandag morgen kan du nemlig opleve et helt fantastisk naturfænomen, når Månen vil være fuld og blodrød.

Hvis du kan tvinge dig selv ud ad sengen omkring klokken 4 mandag morgen – eller kan holde dig oppe længe nok – så er der mulighed for at se et af de mest spektakulære astronomiske fænomener på himlen.

Nemlig en såkaldt blodmåne, hvor Månen er fuld og samtidig farvet helt rød. Fænomenet kendes også som en total måneformørkelse. Som du kan se et billede af herunder.

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: YOSHIKAZU TSUNO
Vis mere

Du kan se en video af fænomenet lavet af GreatAmericanEclipse.com, som viser præcis, hvad der sker på mandag, øverst i artiklen.

USA-SPACE/MOON

Kort fortalt går en måneformørkelse ud på, at en fuldmåne bevæger sig om bag Jorden (set i forhold til Solen) og ind i den skygge (Penumbraen), Jorden kaster fra Solens lys. Her vil Månen se lidt mørkere ud.

En total måneformørkelse er så, når Månen bevæger sig helt ind i den del af Jordens skygge, som kaldes Umbra - en kegle, hvor der intet lys kommer fra Solen (I Penumbra kommer der fortsat lidt sollys).

Årsagen til at Månen bliver blodrød – og ikke helt mørk eller usynlig – skal findes i, at vores egen planets atmosfære bøjer dele af lyset fra Solen. Og da det kun er det røde eller orange lys, som passerer gennem atmosfæren og ud igen, så rammer det Månen, der reflekterer lyset tilbage, så bliver Månen farvet rød. Og vi kan se en knaldrød blodmåne.

På mandag kan du opleve måneformørkelsen i flere faser, hvis du gider være klar helt fra klokken 02.11, hvor den del af måneformørkelsen, som hedder penumbra-formørkelsen begynder.

Det er begyndelsen til den totale måneformørkelse, og her vil Månen opleves en anelse mørkere end normalt, da Månen bevæger sig ind i Penumbra-skyggen. Efterfølgende bevæger Månen sig så mod Umbra-skyggen, hvor den først vil være en delvis måneformørkelse og siden blive en total måneformørkelse, inden den tager turen tilbage ud i Solens lys.

Skal du ud og opleve blodmånen? Tag et billede og send det til os på 1929@BT.DK.

Du kan finde de mere præcise tidspunkter for måneformørkelsen i faktaboksen her i artiklen.