For første gang nogensinde står ét af ofrene for det omfattende racehygiejne-program, der blev gennemført i Danmark frem til 1967, frem.

Der er tale om den 80-årige Karoline Olsen, der som 18-årig blev steriliseret med tvang fordi myndighederne anså hende for at være sinke, skriver Berlingske Tidende og B.T. Søndag.

Danske læger steriliserede i årene 1929-1967 omkring 11.000 unge danskere - en lang række af dem med tvang. I 1948 blev Karoline Olsen offer for den tvangslov, der gjorde det muligt for den danske stat at interne folk på åndssvageanstalter, og først lukke dem ud igen, når de accepterede at blive steriliseret.

Ofrene blev typisk anset for at være småt begavede, 'sinker' eller åndssvage i forskellig grad. Holdningen var, at især de dårligt begavede kvinder ikke måtte få børn, da det ville degenerere befolkningen.

Minister rystet


Socialminister Benedikte Kiær (K) siger, at historien om Karoline Olsen berører hende dybt.

- Det er en forfærdelig historie. Det er rystende læsning og det giver mig gåsehud at høre, hvordan vi behandlede mennesker som Karoline Olsen. Jeg føler meget stærkt med det afsavn, hun føler i dag. Hendes historie viser tydeligt, hvor godt det er, at vi i dag har fået et andet menneskesyn i Danmark, siger hun til Berlingske Tidende og B.T.

Allerede som 6-årig blev Karoline Olsen diagnosticeret som 'lettere åndssvag'. Men ifølge historiker og forfatter til fem bøger om åndssvageforsorgens historie, dr. pæd. Birgit Kirkebæk, var de metoder, der blev brugt til at klassificere kvinderne som 'åndssvage' og 'sinker', stærkt mangelfulde.

- Jeg er fuldstændig overbevist om, at en lang række af de mennesker, som blev internerede dengang, overhovedet ikke var udviklingshæmmede, siger hun til Berlingske Tidende og B.T.

Gør som i Norge og Sverige


Kirkebæk opfordrer derfor staten til at tilbyde ofrene æresoprejsning som man har gjort det i Sverige og Norge.

Her blev det for mere end 10 år siden besluttet, at give ofrene for lignende racehygiejne-programmer undskyldninger og erstatninger.

Alene i Sverige førte en særlov i 1999 til, at mere end 1.500 personer hver modtog 175.000 svenske kroner i erstatning.

I Danmark mener regeringen, at indgrebene var fuldt lovlige, da de blev gennemført, og at der derfor ikke er grund til at give ofrene hverken undskyldning eller erstatning.

- Hvis vi går ind og laver en særlig æresoprejsningsordning, åbner man samtidig for en diskussion om alt andet, man tidligere lovgav om. Det ønsker vi ikke, siger socialminister Benedikte Kiær.

Det forarger Sytter Kristensen, formanden for de LEV, de udviklingshæmmedes forening.

- Jeg mener, at det er statens ansvar at gå ind og undskylde over for de mennesker, som blev ofre for de her indgreb. Rent moralsk skylder man dem sådan en undskyldning, siger hun.

KØB B.T. SØNDAG OG LÆS HELE KAROLINES FORFÆRDELIGE HISTORIE
- Jeg elsker børn - men har aldrig kunne få nogle
- Spærret inde som 14-årig
- 11.000 unge tvangssteriliseret og stemplet som sinker og åndssvage
- IQ-test dømte hende som 6-årig
- Mange var formentlig ikke åndssvage: Testen var ubrugelig