Baggers bodyguard, HA-rockeren Brian Sandberg, kan være anledning til overfald. De pludselige, tørre tæsk kom fra en indvandrer, erfarer bt.dk.

Den 22-årige dansker af anden etnisk herkomst bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør i morgen, fordi han i forvejen sidder i varetægt for anden forbrydelse.

- Vi vurderer, at der er tale om ikke særlig alvorlig vold efter straffelovens paragraf 244, et enkelt slag i ansigtet. Det vil ikke selvstændigt kunne føre til en varetægtsfængsling. Derfor vil den 22-årige ikke blive fremstillet i grundlovsforhør, også fordi han i forvejen sidder varetægtsfængslet i en anden sag, siger den centrale efterforskningsleder Michael Klausen til bt.dk i aftes.

Han vil hverken be- eller afkræfte bt.dk's oplysninger om den 22-årige – heller ikke om han er dansker eller udlænding.

Overfaldet på Stein Bagger var måske til at forudse. I hvert fald oplyser kilder tæt på den 41-årige tidligere direktør for IT Factory, at han flere gange under sit ophold i Vestre Fængsel er blevet truet af indsatte indvandrere med tilknytning til de grupper, som er i konflikt med Hells Angels.

Stein Baggers kone, Anette Uttenthal, og forsvarsadvokat Lars Kjeldsen har på den baggrund flere gange anmodet om en flytning af direktøren, der er sigtet for svindel for godt en milliard kroner.

Læs videre nedenunder

Skydeskive pga. HA-kontakter
Kilder vurderer, at Stein Bagger er blevet skydeskive, fordi han udenfor murene er ven med HA-toprockeren Brian Sandberg, som han har hyret som privatsikkerhedsvagt.

Der sidder traditionelt mange fanger med indvandrerbaggrund i Vestre Fængsel. Brian Sandberg kørte i sin Audi i høj fart til Hellerup i aftes, for at diskutere udviklingen med Stein Baggers kone, Anette Uttenthal.

- Jeg er lige kommet hjem fra Tyskland og er mega forkølet. Og nu holder jeg jul. Så jeg har ingen kommentarer til det overhovedet, siger Jørn 'Jønke' Nielsen, der sent i aftes ikke ville sætte bt.dk i forbindelse med Brian Sandberg.