Billedet af den to måneder gamle Isabelle går verden rundt. Hun har en hårpragt ud over det sædvanlige.

Moderen til den mørkhårede pige, Mackenzie Kaplan fra San Francisco, delte fredag i sidste uge en selfie med sin to måneder gamle datter.

Billedet blev delt på hendes private Instagram-profil, men allerede dagen efter opdagede familie og venner, at billedet af den lille Isabelle var blevet delt på diverse sider på internettet.

Kort efter krøb faderens fætter til korset og indrømmede, at det nok var ham, der var årsag til, at den lille pige på rekordtid var blevet kendt verden over. Det skriver CNN.

Fætteren havde nemlig delt billedet på internetsiden Reddit med ordene ’Min lille kusine har hår, som får hende til at ligne en studievært’.

Billedet blev hurtigt populært på hjemmesiden Reddit, og fik flere brugere til at redigere og lege med billedet i photoshop.

Efterfølgende er billedet også blevet delt på andre hjemmesider, og enkelte er direkte misundelige over det tykke, mørke hår.

»Når det slår dig, at du aldrig får så flot hår som denne baby« skriver en bruger på Twitter.

Moderen Mackenzie Kaplan havde ikke drømt om, hvad billedet ville føre til, da hun lagde det på Instagram, men både hun og Isabelles far synes, at det hele er meget morsomt.

»Det er fantastisk at se, hvor kreative folk er, og det har været rigtigt sjovt at følge med i,« siger de.

Babyers hårpragt er ofte genetisk bestemt, og faderen Dave Kapland mener bestemt ikke, at Isabelle har sin flotte hårpragt fra fremmede. Til CNN fortæller han, at han har fået fortalt, at han havde hår ned i øjnene, allerede da han var tre måneder gammel.