Tivoli-Gardens chef gennem fire årtier er blevet fyret med øjeblikkelig virkning – kun to år før hans pensionering. En anden vil kunne løfte fremtidens opgaver bedre, lyder forklaringen.

En meget lang æra i dansk musik er forbi. Tivoli A/S har med øjeblikkelig virkning opsagt Sven Hansen Heidelberg som leder af Tivoli-Garden, skriver Berlingske.

Sven Hansen Heidelberg har været gardens chef i over fire årtier og kunne se frem til pensionering om bare to år.

Tivoli-Garden med dens 110 drenge hører til landets mest ambitiøse musikskoler for blæsere og slagtøj. Mange medlemmer af landets professionelle orkestre har trådt deres barnesko på havens stier.

kendte

Tivolis officielle forklaring på fyringen fremgik først af et brev til forældrene. Brevet kørte senere rundt på de sociale medier og har affødt stærke reaktioner:

Tivoli-Garden står over for »en del forandringer, hvor arbejdsgange, processer og intern kommunikation skal føres up to date,« hedder det i Tivolis brev.

Ledelsen har i den forbindelse vurderet, »at Sven Hansen Heidelberg desværre ikke er den rette leder til at føre strategien ud i livet.«

Sven Hansen Heidelberg var højt anset mange steder i musiklivet og fik så sent som i februar sidste år Emil Holms Mindelegat i DR Koncerthuset for sin indsats.

Henrik Engelbrecht er Tivolis øverste musikchef og vil ikke kommentere Sven Hansen Heidelbergs afskedigelse i detaljer.

»Sven har gjort meget for Tivoli-Garden gennem fire årtier. At være chef for noget gennem så lang tid er faktisk helt uhørt i sig selv.

Når vi ikke ser Sven som den rigtige, er det fordi vi skal have garden ind i en ny periode.«

Den nye periode vil medføre markante opgør med flere traditioner. Tivoli-Garden vil blandt andet optage piger fra næste år.

»Landet har kvindelige militærmusikere og sender kvindelige soldater til Helmand – så mon ikke de kvindelige elever også kan klare Tivoli-Gardens strabadser,« siger Engelbrecht.

Karl Husum er gammel tivoligardist og i dag højt respekteret trompetist i DR SymfoniOrkestret.

Han kalder Sven Hansen Heidelbergs fyring helt tåbelig.

»Sven var jo den, der kunne samle det hele,« siger Karl Husum til Berlingske.

»Han havde styr på os og kunne holde disciplin omkring sig. Vi kunne sagtens være enormt irriteret på ham. Men han var også den, man var dybt taknemmelig for bagefter.«

Hvad har hans vigtigste kvaliteter været?

»Sven forstod værdierne og traditionen i det hele og havde god kontakt med forældrene. Det er også sin sag at styre 110 drenge.«

Tidligere gardere har senest taget initiativ til en underskriftindsamling på www.skrivunder.net. Antallet af signaturer var tirsdag eftermiddag oppe på 173.

Sven Hansen Heidelberg er meget ked af situationen.

»Trist at haven ikke har brug for mig længere,« siger han til Berlingske. »Det var mit livsværk.«

Han blev ifølge Berlingskes oplysninger tilbudt en fratrædelsesordning – forudsat han selv skrev under på sin opsigelse. Det nægtede han. Henrik Engelbrecht står fast på havens beslutning og har foreløbig selv overtaget gardens daglige ledelse.

»Vi har truffet et valg, der vil være bedst for Tivoli-Garden,« siger han til Berlingske.