Keyboard-spilleren i bandet Lynyrd Skynyrd, Billy Powell, blev onsdag fundet død i sit hjem i Florida. Alt tyder på, at den 56-årige rock-legende døde af hertesvigt. Han havde selv kort forinden alarmeret ambulance, fortæller TV-kanalen Fox News, og fortalt i telefonen at han havde besvær med at trække vejret.

Da redningsfolkene nåede frem, lå Billy Powell livløs i lejligheden – og blev erklæret død på hospitalet en time senere.

Billy Powell var et skattet medlem af det berømte band, der blev stiftet helt tilbage i 1966 af en gruppe studenter i Jacksonville. Han havde de seneste år lidt af hjerteproblemer.

Powell kom med i gruppen i 1972, året før de udgav deres første album. Blandt Lynyrd Skynyrds mest populære hits, er legendariske ”Sweet Home Alabama”, som toppede de amerikanske hitlister i 1974.

Gruppen blev i 2006 indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame.

Den berømte gruppe blev i oktober 1977 ramt af en tragedie. Ved en flyulykke døde seks af bandets medlemmer – heriblandt vokalisten Ronnie Van Zant.