Det vækker forargelse i både Norge og Danmark, at det københavnske CaféTeatret til august opfører Anders Behring Breiviks manifest som et teaterstykke. Norsk støttegruppe vil prøve at stoppe stykket.

Danske teatergængere kan til sommer få sig en speciel oplevelse på CaféTeatret i København, som har en forestilling om Anders Behring Breiviks manifest på trapperne.

Breivik slog 22. juli sidste år i alt 77 mennesker ihjel i det centrale Oslo og på øen Utøya, hvor Arbeiderpartiets Ungdomsforbund holdt sommerlejr. Formanden for Støttegruppen for berørte efter 22. juli i Hordaland, Ragnar Eikeland, mistede selv en søn på Utøya, og han er forarget.- Det her er så stødende, at jeg egentlig ikke har ord for det. Det bliver en ekstra belastning for os at vide, at det bliver fremført af skuespillere, mens retssagen står på, siger Ragnar Eikeland til det norske nyhedsbureau NTB.- Ingen bør gøre noget for at sprede Breiviks meninger. Jeg vil tage denne sag til den nationale støttegruppe for at undersøge, om det kan standses, siger han.

Også teaterchef Erik Ulfsby fra Det Norske Teatret i Oslo tager afstand til de danske teaterplaner.

- Ved at skabe endnu mere opmærksomhed om manifestet optræder man som nyttige idioter, som danser efter Breiviks pibe, siger han til NTB.

Hos de danske politikere på Christiansborg er forargelsen over teateropsætningen stor. Særligt hos Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard.

- Hvad bliver det næste? Amagermanden? Eller Peter Lundin, hvis modbydelige og kyniske massemordertankegang, som man lige skal prøve at sætte sig ind i via sådan et teaterstykke? Jeg synes, det er så usmageligt, at jeg ikke har ord for det, siger Pia Kjærsgaard.

Hun mener, at CaféTeatret går Anders Breiviks ærinde.

- Man kommer til at give Anders Breivik for meget opmærksomhed. Han vil sidde oppe i Norge og nyde det. Hvorfor give ham og hans manifestation taletid? Det er det, han har ønsket hele tiden. Og nu er der altså et teater og en skuespiller, der stiller sig op og giver ham taletid. Det er langt, langt ude i skoven, siger hun.

Hos resten af de politiske partier er der enighed om, at det er en kontroversiel beslutning at skildre Breiviks manifest i et teaterstykke, men politikerne understreger, at teatret har fuld kunstnerisk frihed til at opføre stykket.

- Jeg skal ikke have nogen mening om, hvad man gør på CaféTeatret. Jeg skal som politiker forholde mig til, om det er indenfor rammen, og det er naturligvis indenfor rammen, at kunstnere tager en dybt kontroversiel og næsten aktuel sag op, siger Socialdemokraternes kulturordfører, Flemming Møller Mortensen, eksempelvis.

I den danske teaterverden møder beslutningen dog forståelse.

- Det er en uhyre kompliceret sag, og jeg forstår godt, at det sætter sindene i kog og skaber angst, vrede, sorg og frustration især i Norge. Det forstår jeg godt, siger Jon Stephensen, der er teaterchef på Aveny T.

På spørgsmålet om, hvorvidt Jon Stephensen selv ville sætte stykket op, hvis han fik muligheden, er svaret dog et klart nej.

- Det kan der ligge noget hyklerisk i, for der er så mange andre underlige ord, der bliver udbredt på en scene. Det er nok det, at det er for tæt på, og det er for virkeligt, og jeg har ikke lyst til, at min scene bliver talerstol for hans ord. Jeg har heller ikke lyst til at opføre »Mein Kampf«, siger han.Heller ikke Jesper B. Karlsen, formand for Danske Dramatikere, ville producere stykket, der har Olaf Højgaard i rollen som Anders Breivik.- Det kan godt være, at det er for tidligt. Personligt havde jeg ventet et stykke tid, siger Jesper B. Karlsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra CaféTeatrets kunstneriske leder, Christian Lollike.