TEATER: »Fra regnormenes liv« Af P.O. Enquist. Oversættelse: Frederik Dessau. Instruktion: Asger Bonfils. Sceografi: Annette Hansen. Det Danske Teater. Danmarks-turné.
Det er bare helt utroligt ,som Karen-Lise Mynster ligner fru Heiberg. Men hun spiller også Johanne Luise Heiberg med brændende klarhed. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Jamen, det er da helt utroligt! Altså som Karen-Lise Mynster ligner. Hun kunne ha' stået model til det berømte maleri af fru Heiberg (koncentreret og drømmende på samme tid, i profil ved et vindue, i sort kjole og med et hvidt sjal svøbt som en rustning om sig).

HVOR meget, hun ligner, kan vi hele tiden se: en forstørrelse af maleriet af fru Heiberg er det meste af dekorationen i denne opsætning af »Fra regnormens liv«. Men det er selvfølgelig ikke udseenet, der gør det, det ved alle, der husker, hvor anderledes Ghita Nørby så ud som Johanne Luise Heiberg i P.O. Enquists stykke. Ghita spillede rollen i 80'erne - og gjorde det med en vældig, rå livskraft.

Der er mindre slaw i bolledejen i Karen-Lise Mynsters tolkning, og mindre udfarende raseri. Men det bliver præstationen ikke mindre af. Hun er storslået - en vulkan dækket med is, men med flydende lava i sit indre.

Hun er fru Heiberg med brændende klarhed og raseri.

Enquists pragtfulde stykke, der digter et møde, i 1856, mellem den store skuespillerinde, Johanne Luise Heiberg, og eventyrdigteren H.C. Andersen, som på den tid forsøgte at gøre sig i »det bedre selskab« i København.

Som H.C. Andersen er Henrik Koefoed på en svær opgave. For han er kendt for sine ferme Jørgen Reenberg-parodier. Og sådan en minder det om i første scene, hvor Andersen med sine for store fødder og for store bevægelser ankommer til Heiberg-hjemmet efter det katastrofale, der er sket ham til hofbal: under sin hyldest-tale til de kongelige tabte han sit gebis! Det, vi først ser, er Henrik Koefoed som en parodi på Jørgen Reenberg i rollen som H.C Andersen: betoningerne, de kejtede gebærder, håndbevægelserne - der er som Jørgen Reenbergs dengang da han, uforglemmeligt, var H.C. Andersen.

Men heldigvis tilbageerobrer Koefoed rollen fra det parodiske - og vokser med den. Fra det komiske, fidele og tryglende udvikler hans digter sig til en kompleks figur - både klog og naiv og, frem for alt, intuitivt meddigtende.

Det sene nattemøde mellem H.C. Andersen og Johanne Luise Heiberg bliver med de Karen-Lise Mynster og Henrik Koefoed både en magtkamp og en forsoning. Han og hun - begge er de »mudderbloster«, som P.O. Enquist kalder dem: født i skidtet men med en stærk grokraft - de ville begge op i lyset. De kom det, men begge har betalt prisen, hun dog mest. For hun er blevet dresseret, har lært at tilpasse sig - er blevet »voksen«, mens den evigt utilpassede Andersen har bevaret barnets impulsivitet og intuition.

Johanne Luise Heibegs ægtemand, Johan Ludvig Heiberg, (svagt spillet af Ole Wegener) finder Andersen plat og vulgær og dukker i glimt op i handlingen - med sin sarkasme og sin misbilligelse.

»En forvokset elefantunge i en porcelæns-butik« kalder han Andersen og tilføjer: »Bare De nu ikke slår noget i stykker!« Men det er netop, hvad Andersen GØR - han slår den is i stykker, som Johanne Louises hjerte så længe har været indefrosset bag.

Om dette handler Enquists smukke stykke. Om to mennesker, der har kæmpet sig op fra en mishandlet barndom - fra mudderet, som de alligevel stadig får deres grokraft fra.

I Asger Bonfils' instruktion spilles »Fra regnormenes liv« så køligt og klart som de stjernehimle, den ensomme Heiberg foretrækker frem for menneskeligt selskab. Og så kært, klogt og rørende som et eventyr af H.C. Andersen. Opsætningen på Det Danske Teater er en stor og - overraskende alvorlig - oplevelse