Det er ingen spøg at lave comedy. B.T. var i Bremen kort før showet gik 'live'.

Klokken nærmer sig 17. Det er fredag, og der er mindre end fem timer til, »Live fra Bremen« sendes ud på tv-skærmene i de danske hjem. Direkte vel at mærke. Men skuespillerne tøffer stadig rundt i badekåber.

B.T. har fået et eksklusivt kig bag kulisserne. Optakten til aftenens show begyndte for otte timer siden på Privatteatret i København. Holdet har et halvt døgn til at strikke sig frem til aftenens show, der joker med alt fra tegnefilm til rockere. På scenen er prøverne i fuld gang. Stemningen er koncentreret, men afslappet.

- Er der nogen, der vil have manuskriptet fra de første fire programmer? spørger showets nyhedsoplæser Lasse Rimmer og vifter med en tyk stak papirer.

- Nej, så skal man virkelig være hardcore fan, kommer det prompte fra komiker Lars Hjortshøj, der sidder tilbagelænet i en publikumsstol.

Julie Agnete Vang, Bremens yngste medvirkende, har stoppet de lyse lokker op i en nylonstrømpe. En ikke særlig diskret mikrofon er tapet fast til Lars Hjortshøjs skaldede isse.

Kronprinsen på balkonen

Iført mørk paryk og stift jakkesæt er Esben Pretzmann den eneste skuespiller, der allerede har klædt om til sit kronprinse-kostume.

Han lister sig frem på en balkon i rollen som ’Frederik den-et-eller-andet af Danmark’. På gulvet foran scenen sidder instruktøren Mikkel Nørgaard i joggingtøj og følger smilende med i sceneshowet på en lille skærm.

- Du er nok ikke vant til genboer dér, hva?«råber Lasse Rimmer fra sin speakerboks i den ene ende af teatret til Esben på balkonen i den anden ende. I næste øjeblik er

Esben en kejtet konge, der for første gang træder frem for sit folk.

- Nå, den åbner indad, siger Esben, mens han fumler med balkondøren.

Alle skraldgriner. Især Lasse i den anden ende.

Esben slår en lille bøvs. Instruktøren hiver en smøg frem. Der er rygepause. Esben Pretzmann stiger ned fra balkonen og sætter sig hen til Julie og Lars.

Bremens femte medlem, Christina Sederqvist, trak i en sort paryk, da B.T. kom. Nu ligger hun på en briks på gangen og får sig en lur. Uden paryk. Foran scenen udveksler hendes kolleger erfaringer fra de skæve teenageår.

- Jeg spillede ’Everybody Hurts’ hele natten, husker Julie.

- Jeg ville male hele mit værelse sort, men måtte ikke for min mor, sukker Esben.

Instruktøren vender tilbage. Der bliver bedt om ro. Aftenens gæstestjerne, skuespilleren Iben Hjejle, skal øve det store afslutningsnummer.

- Lars og Esben! lyder det strengt til de to skuespillere, som dæmper stemmerne, men hvisker videre. Kort efter er det tid til aftensmad. Christina vågner op til dåd og snupper en burger med resten af holdet. I badekåbe og stadig uden paryk.