Sidste år fik omkring 60 afviste asylansøgerbørn diagnosen opgivenhedssyndrom i Sverige. En nyere diagnose, der dækker over en komalignende tilstand, hvor børnene ikke reagerer på smerte og må mades via sonde.

Omkring årtusindeskiftet blev Sverige vidne til et særligt fænomen blandt afviste asylansøgerbørn, som hverken Danmark, Norge eller andre lande i verden tilsyneladende har set mage til. Børnene begyndte at dukke op på psykiatriske hospitaler i, hvad der lignede en tilstand af koma eller bevidstløshed.

Problemet eksisterer stadig, og sidste år fik omkring 60 børn diagnosen, der på svensk lyder »uppgivenhetssyndrom«, som blev indført som psykiatrisk diagnose i 2014. Det skriver den britiske avis The Independent.

Et barn med diagnosen er »helt passiv, ubevægelig, mangler tonus (muskelspænding red.), tilbagetrukken, mut, ude af stand til at spise eller drikke, inkontinent og ikke-reagerende på fysisk stimuli eller smerte,« som det ifølge The Independent står beskrevet i det medicinske tidsskrift Acta Pædiatrica. Tests, som mennesker i koma har reageret på, har ikke virket på børn med syndromet, men andre øvelser har vist, at børnene ikke er hjerneskadede.

Region: Det bliver svært at overholde ny behandlingsgaranti på 30 dage - - - ARKIVFOTO 2010 fra Holstebro sygehus- - Se RB 18/10 2016 10.05. Det er bekymrende, at sygeplejersker tier om forhold, men whistleblowerordning er ikke løsning, siger formand. (Foto: Morten Stricker/Scanpix 2013)
Region: Det bliver svært at overholde ny behandlingsgaranti på 30 dage - - - ARKIVFOTO 2010 fra Holstebro sygehus- - Se RB 18/10 2016 10.05. Det er bekymrende, at sygeplejersker tier om forhold, men whistleblowerordning er ikke løsning, siger formand. (Foto: Morten Stricker/Scanpix 2013) Foto: Morten Stricker
Vis mere

I en nyere artikel har det amerikanske magasin The New Yorker beskrevet fænomenet indgående og fulgt drengen Georgi, der som femårig flygtede fra Rusland til Sverige med sin familie. Familiens første ansøgning om asyl blev afslået, hvorefter de gemte sig i det centrale Sverige, hvor Georgi kom i skole og lærte svensk. Efter seks år prøvede familien igen at søge asyl.

Da det endelige afslag på asylansøgningen kom i december 2015, læste Georgi brevet og gik derfra direkte op på sit værelse og lagde sig i sin seng. Næste morgen nægtede han at stå op, og han nægtede også at spise. Efter en uge havde han tabt næsten seks kilo. Han blev kørt til sygehuset, og da en læge lagde en sonde gennem hans næse, viste han ingen modstand. Han viste »ingenting«, fortæller hans far ifølge The New Yorker. Georgi fik diagnosen opgivenhedssyndrom.

»Hele min krop var som vand«

Diagnosen gives typisk til asylansøgere fra lande i det tidligere Sovjetunionen og det tidligere Jugoslavien, fortæller Lars Joelsson, talsmand for Den Svenske Forening for Børne- og Ungdomspsykiatri.

Lars Joelsson, der i dag arbejder som overlæge på Strömstads Hospital, undersøgte fænomenet blandt flygtningebørn fra 1998 til 2005 på et stort asylcenter i det nordlige Sverige. På centret boede omkring 1.000 asylansøgerbørn, og flere af dem havde psykiske problemer. 15 var så apatiske, at de måtte have sondemad.

»For alle gjaldt det, at du kunne se problemet starte, da de fik afslag. Og da de fik opholdstilladelse, begyndte deres helbredelse. Den kunne tage en eller flere uger, men det begyndte der,« siger han.

En kvindelig øre-, næse- og halslæge ved navn Elisabeth Hultcrantz tilså drengen Georgi jævnligt, efter han fik diagnosen opgivenhedssyndrom. Hver gang hun var forbi, gned hun Georgi på brystbenene og pressede på hans fingernegle – tests, der fremkalder en reaktion hos patienter i koma, men Georgi rørte sig ikke. Til gengæld bøjede han sin storetå, når hun strøg ham under foden, hvilket indikerede, at han ikke var blevet hjerneskadet, skriver The New Yorker.

Det amerikanske magasin beskriver også et besøg i efteråret 2016, hvor lægen var forbi to søstre fra Kosovo, der begge havde opgivenhedssyndromet. De lå på hver sin seng i samme rum, da lægen undersøgte dem. Hun målte puls og blodtryk og placerede så i mangel af isterninger en pose frosne kyllinger på den ene piges nøgne mave. Bagefter målte hun puls og blodtryk igen. Der var ikke nogen ændring, som der normalt ville have været.

Det er ikke kendt, at nogen af de apatiske patienter er døde, men der findes eksempler på, at nogle af børnene har været sengeliggende i fire år, skriver The New Yorker. For Georgi gik der omkring et halvt år, før han igen slog øjnene op. Det skete godt to uger efter, familien havde fået permanent opholdstilladelse, hvilket de fik netop på grund af hans tilstand. Der gik yderligere nogle måneder, før han var stærk nok til at vende tilbage til skolen.

Da The New Yorker efterfølgende interviewer Georgi om, hvad der skete, forklarer han, at han i første omgang ønskede at ligge i sengen hele dagen. Men at protesten så fik sit eget liv, og at han mistede sin egen vilje. Han følte, at han var i en kasse bygget af glas med skrøbelige vægge langt nede i havet. Hvis han sagde noget eller rørte sig, troede han, at det ville skabe vibrationer, der ville få glasset til at splintres.

»Det føltes som om, jeg var dybt nede under vand (…) hele min krop var som vand,« forklarer han.

Tilfælde i Danmark

Anne Marie Raaberg Christensen, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark, kender godt til fænomenet. Hun forklarer, at det er kronisk, vedvarende stress, der kan udløse det.

»Man har også set det herhjemme, men på samme måde hos flygtninge, som de beskriver det i Sverige,« siger hun og henviser til læge i børne- og ungdomspsykiatrien Ditte Roth Hulgaard, der har interesseret sig for området.

Ifølge Ditte Roth Hulgaard har tilstanden været beskrevet i engelsk litteratur i omkring 20 år, hvor det går under navnet PRS (pervasive refusal syndrome). Det har været beskrevet som en forskningsdiagnose, men det har ikke været anvendt som en diagnose, så det bliver i dag kaldt mange forskellige ting. Alt fra opgivenhedssyndrom til afvisningssyndrom og tilbagetrækningssyndrom.

»Det rammer hyppigst børn i starten at teenagealderen, og oftere piger end drenge. Der er oftest en udløsende faktor, som både kan være en psykisk belastning, men det kan også været en fysisk sygdom. Jeg har fulgt en dreng i Danmark, hvor det startede med en hoste,« siger hun.

Drengen hun fulgte var ikke asylansøger, men en dreng med dansk etnisk baggrund.

»I Danmark har vi det ikke beskrevet blandt asylansøgerbørn. Mit bud er, at det findes blandt både dem og andre børn i Danmark, men fordi vi ikke har en diagnose, er det svært at udtale sig om, hvor mange der har det sådan her,« siger hun.

Den mest effektive behandling

Selvom diagnosen i Sverige først blev indført i 2014, var man klar over, at over 400 børn led af syndromet i 2005. Det fik dengang over 40 psykiatere til at skrive til den svenske migrationsminister, hvor de anklagede regeringen for »systematisk offentlig børnemishandling«, skriver The New Yorker. Samtidig viste svenske nyhedsprogrammer billeder af børn på bårer, der blev sat ind i fly for at blive udvist, og 160.000 svenskere skrev under på, at udvisningen af disse asylansøgerbørn og deres familier skulle stoppe.

Det svenske parlament endte med at tillade afviste asylansøgere at få genbehandlet deres sager, og apatiske asylansøgerbørn samt deres familier fik lov at blive. Herefter blev en lang rapport skrevet om fænomenet, hvor eksperter gav udtryk for, at de apatiske børn kunne skyldes kulturelle faktorer, idet børnene kom fra en holistisk kultur, hvor det var svært at sætte en grænse mellem individet og det kollektive, og hvor børnene ofrede sig selv for familien ved at miste bevidstheden.

The New Yorker skriver, at rapporten syntes at ignorere Sveriges egen kulturelle indflydelse på problemet og henviser til, at eksperter tog til børnenes hjemlande på research, hvor ingen havde hørt om fænomenet.

Efter særbehandlingen af de apatiske asylansøgerbørn og deres familier i midten af 00’erne, som fik antallet af tilfælde til at falde, er der igen kommet flere sager. Spørgsmålet om, hvorfor der er så mange af disse sager i netop Sverige, står fortsat ubesvaret.

Lars Joelsson fra Den Svenske Forening for Børne- og Ungdomspsykiatri tror, at Sveriges ry som et sted, der giver asyl til mange, kan være en medvirkende faktor.

»Jeg oplever, at de ikke kan tro på det, når de ikke kan blive i Sverige,« siger han.

Ditte Roth Hulgaard mener, problemet kan være lige så udbredt i Danmark, men ikke så velbeskrevet, fordi der ikke er en præcis diagnose for det som i Sverige.

»Jeg tror, vi får øje på det, vi kigger efter. Jeg tænker, at de børn sikkert også findes blandt asylansøgerbørn i Danmark,« siger hun.

I Sverige blev der i 2013 udgivet en 76-sider lang manual fra Socialstyrelsen om fænomenet. Her står der, at »en permanent opholdstilladelse betragtes som den langt mest effektive »behandling« af de apatiske børn.