Den republikanske præsidentkandidat skyder med skarpt - Medvedev svarer igen

For dem, der troede, at den kolde krig var ovre, kan godt tro om igen. Den er angiveligt forsøgt vækket til live af Mitt Romney i kampen om pladsen som USA's præsident. Det skriver CNN.

- Rusland er utvivlsomt vores geopolitiske fjende nummer én, sagde den rapkæftede præsidentkandidat i et interview med den amerikanske nyhedskanal. Bemærkningen har rod i en uheldig episode, der fandt sted mellem præsident Obama og den russiske præsident Medvedev. Uden at vide, at mikrofonen stadig var tændt fik Obama hvisket til sin kollega, at han var mere fleksibel i deres forhandlinger om et missilskjold efter valget.

Mitt Romneys fjende-udnævnelse af Rusland har fået Medvedev til at smide fløjlshandskerne, skriver ABC News.

- Brug dog hovedet, Romney, tordnede den russiske leder ved en atomkonference i Seoul og tilføjede, at den republikanske kandidats udsagn var 'påvirket af Hollywood'  og lød som om, de kom fra 70'erne med henvisning til den kolde krig. Romney har tidligt givet til kende, at han er modstander af samarbejdet med Rusland, hvilket han har karakteriseret som et 'skammeligt forrædderi'. Det har fået kritikere til at udtale, at Romney ikke har forstand på politik. Og partikollega John Boener mener, at udtalelsen er upassende.

Præsidentkandidaten Mitt Romney har desuden fået lovprisninger og støtte fra prominente skikkelser i amerikansk politik. Senest fra George Bush Sr. Og fra House Budget Committee forventes formand Paul Ryan at give sin støtte til den kontroversielle politiker.