Pave Frans har stukket hånden i en hvepserede ved at sige, at det er i orden at slå sine børn, så længe man gør det med værdighed. Det skriver cnn.com.

Bemærkningerne faldt under pavens faste audiens om onsdagen på Peterspladsen i Rom, hvor han talte om vigtigheden af en god far i familien.

»Jeg hørte engang ved et bryllup en far sige, at han nogen gange blev nødt til at slå sine børn lidt, men aldrig i ansigtet, så de ikke blev nedværdiget. Jeg tænkte, hvor er det dejligt, at han gør det med en følelse af værdighed,« sagde han.

»Når han straffer dem, gør han det på den rigtige måde og kommer videre,« lød det fra paven.

Princippet om ikke at ydmyge barnet, mens det bliver straffet, synes at være centralt for paven, der ser korporlig afstraffelse som en form for tilgivelse.

»En god far forstår at vente og at tilgive fra bunden af sit hjerte Og så kan han selvfølgelig også disciplinere med fast hånd. Han er ikke svag, underdanig og sentimental. Han ved, hvordan man disciplinerer uden at være nedgørende,« sagde pave Frans.

Der er meget delte meninger om korporlig afstraffelse af børn rundt omkring i verden, og pavens bemærkninger er blevet mødt af både støtte og kritik på de sociale medier.

Efterfølgende har  Vatikanets talsmand, fader Thomas Rosica, sagt til CNN, at det er vigtigt ikke at tage pavens ord ud af en kontekst - og at der var en vigtig sondring mellem disciplin og straf.

»Lad os ikke læse mere ind i pavens ord end det, det er. Han taler konstant om nåde og ømhed. Han taler som en præst og kærlig faderfigur, der elsker børn og ønsker det bedste for dem,« sagde han.