Krigen mellem Ukraine og Rusland raser videre på dag nummer 60, hvor der fortsat er meldinger om eksplosioner og lyden af sirener.

For allerede i de tidlige nattetimer var der meldinger om flere angreb.

Først i Donetsk-regionen og herefter i byen Kremenchuk i det centrale Ukraine, som blev ramt af ni russiske missiler. Det oplyste den regionale militæradministration.

Angrebet har angivelig ødelagt en stor del af byens infrastruktur og fandt sted under den ortodokse påskefejring.

Ukrainske tropper tog sig tid til at fejre den ortodokse påske på trods af krigen.
Ukrainske tropper tog sig tid til at fejre den ortodokse påske på trods af krigen.
Vis mere

»Ni russiske missiler har allerede ramt Kremenchuks infrastruktur i aften. Fjenden tager ingen hensyn, selv på sådan en hellig dag,« sagde Dmytro Lunin, der er guvernør i provinsen Poltava.

Foruden angrebene i Ukraine kom det desuden frem på sociale medier, at et oliedepot i den russiske by Bryansk stod i flammer natten til mandag. En hændelse, som de russiske myndigheder bekræftede var sand, men uden at kende årsagen hertil.

Herudover publicerede det britiske forsvarsministerium en ny efterretningsrapport i nattetimerne.

I rapporten hævdede de på baggrund af nye oplysninger, at Rusland arbejder på at oprette en falsk folkeafstemning i den ukrainske by Kherson i et forsøg på at retfærdiggøre landets erobring af området.

Og for at det ikke skulle være nok, blev Rusland også inddraget i en udtalelse om FN-chefens kommende besøg i landet.

En af Zelenskyjs øverste rådgivere kritiserede nemlig FNs generalsekretær, António Guterres, i forbindelse med hans møde med Vladimir Putin. Det skete i programmet 'Meet the Press', som sendes på den amerikanske tv-station NBC.

»Det er ikke en god idé at rejse til Moskva. Vi forstår ikke hans plan med at rejse til Moskva for at snakke med præsident Putin,« sagde rådgiveren, Igor Zhovkva.

Sluttelig oplyste en rådgiver til Zelenskyj, at USAs udenrigsminister, Antony Blinken, og forsvarsminister, Lloyd Austin, i øjeblikket er på besøg i Kyiv.

Her ventes det, at toppolitikerne skal holde et møde med Zelenskyj, men USA har endnu ikke udtalt sig om det.

Du kan følge med i krigens udvikling 24 timer i døgnet i B.T.s liveblog HER.

Andre læser også