Bryggeri- og Drikkevareforeningen i Norge har afsløret, at 60 pct. af de norske øl i supermarkederne er stærkere, end loven tillader.

Der er ikke noget at sige til, hvis nordmændene føler, at de norske øl slår ekstra hårdt.

Bryggeri- og Drikkevareforeningen har testet 138 butiks-øl fra norske bryggerier, og cirka 60 pct af øllene er stærkere, end loven tillader.

Det skriver Aftenposten.

Hvor nogle måske vil glæde sig over højere procenter for pengene, er øl-snyderiet faktisk en ganske alvorlig sag. Øl med en højere alkoholprocent end 4,75 pct. kan i Norge kun sælges lovligt i Vinmonopolet.

Bryggeri- og Drikkevareforeningen fortæller i en pressemeddelelse, at testen afslørede øl med en alkoholprocent på over 7 pct.

Fagdirektør i Forbrugerrådet i Norge, Gunstein Instefjord, betragter sagen som meget alvorlig.

»Når der er så mange, der har købt stærke øl uden at være klar over det, kan de blæse liv i diskussionen om Vinmonopolets rolle i Norgen, som ellers ser ud til at fungere fint,« siger han.

Et af de kendte bryggerier er Nøgne Ø, som sælger lidt under 2 mio. liter øl om året.

»Jeg ville blive meget overrasket, hvis jeg finder vores bryggeri på listen over dem, som producerer for stærke øl,« siger den daglige leder Tore Nybo til Aftenposten.

Han fortæller, at Nøgne Ø er meget nøjagtige, når det kommer til at sørge for, at alkoholprocenten ikke overstiger den styrke, som er lovligt at sælge i supermarkederne.