Den formodede massemorder Mohamed Merah har erklæret, at han vil dø med 'våben i hånd', men muligvis er han allerede død.

Indenrigsminister Claude Guánt fortæller til avisen Le Figaro, at politiet ikke har modtaget livstegn fra Merah siden sent onsdag aften.

- Vi ved ikke, om han er levende eller død. Der er ingen livstegn siden onsdag aften, men vi håber naturligvis, at han lever, siger ministeren.

Det kan dog endnu ikke bekræftes, da politiet endnu ikke er trængt ind i bygningen.

Den franske regering har gennem hele forløbet erklæret, at Mohamed Merah skal fanges levende.

- Vi vil stille ham til regnskab for hans handlinger, få kendskab til hans motiver og forhåbentlig finde ud af, om han har medskyldige, siger forsvarsminister Gerard Longuet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ville slå flere ihjel

24-årige Merah, som formodes at stå bag drabene på tre børn, en lærer samt tre soldater i Toulouse og Montauban, antydede onsdag, at han ville overgive sig i løbet af natten, men det viste sig altså at være løgn. Inden han lukkede for kontakten til politiet, pralede han med, at han har tvunget Frankrig i knæ og at han kun fortryder, at han ikke har slået flere ihjel.

Fransk politi indledte sent onsdag aften en aktion mod lejligheden, hvor Mohammed Merah, der onsdag tilstod at have dræbt syv mennesker, heriblandt tre jødiske børn, har været forskanset i over 24 timer.

Politiet har forsøgt at få den 24-årige til at overgive sig i op mod et døgn, men han er stædigt blevet i lejligheden og har af flere omgange affyret skud mod politiet, når de har forsøgt at storme bygningen.

Sent onsdag aften og natten til torsdag forsøgte politiet at skræmme Mohammed Merah til at overgive sig, ved at detonere en række chokgranater, der gentagne gange har rystet kvarteret. Men aktionen har altså foreløbigt været uden held.



To betjente såret
Belejringen af lejligheden i Toulouse startede ved 03-tiden onsdag morgen, hvor fransk politi første gang forsøgte at storme den. Angrebet blev besvaret med en skudsalve gennem hoveddøren direkte ind i gruppen af betjente.To blev lettere såret.

Siden da har myndighederne uden held forsøgt at overtale Mohammed Merah til at overgive sig frivilligt.

Onsdag aften afbrød myndighederne elektriciteten til hele området omkring bygningen, ligesom al datatrafik i en periode blev blokeret.


Tilstår drab på syv
Merah tilstod onsdag dag, at han står bag den seneste tids skudepisoder, som har kostet syv mennesker livet, heriblandt tre jødiske børn. I en byttehandel smed Merah onsdag eftermiddag en pistol ud ad vinduet og fik til gengæld en mobiltelefon smidt ind i lejligheden.

Politiet har fastslået, at pistolen er identisk med den, der blev brugt ved drabene.

Merah havde dog flere våben i sin lejlighed, og kunne derfor holde politiet stangen.

Ifølge den franske antiterrorleder har den mistænkte drabsmand forklaret, at han var på .



Af Esben Skrumsager/Finn Hansen/BNB

Tv-stationen France 2 har vist et klip, hvor den mordmistænkte Mohammed Merah laver hjulspin i en bil. Du kan se YouTube-udgaven her: