'Hr. Præsident, kære Donald, tillykke, og tak for din handlekraft'.

Efter 2025 indtil videre har budt på voksende spændinger mellem EU og USA, vækker det opsigt, at en stor europæisk leder – Natos generalsekretær, Mark Rutte – nu bader den amerikanske præsident, Donald Trump, i roser.

I en sms-besked til Trump, som præsidenten tirsdag delte med sine følgere på Truth Social, skriver Rutte blandt andet, at Trumps beslutning om at bombe Iran i weekenden var 'ekstraordinær' og »gør os alle mere sikre.« 

»Du flyver ind til endnu en gigantisk succes i Haag i aften,« skriver Rutte videre, aftenen før Trump skal mødes med EUs ledere under Nato-topmødet i Holland.

Han fortsætter:

»Donald, du har drevet os til et virkelig vigtigt øjeblik for Amerika og Europa og Verden. Du har opnået noget, ingen præsident har kunnet i årtier. Europa kommer til et betale, som de burde, og det er din sejr.«

På sociale medier har det mødt kritik fra flere brugere, at Nato-chefen er så venligsindet over for Trump, som i de seneste måneder har fremført kritik af EU og sået tvivl om det fremtidige Nato-samarbejde.

»Men det tyder på, at de slet ikke forstår, hvad Rutte har gang i,« siger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.

»Det, Nato-chefen gjorde med de beskeder til Trump, var en genistreg. Intet mindre end genialt,« tilføjer han.

Jeppe Elkjær forklarer, at Rutte er en af de europæere, der bliver beskrevet som en 'Trump-hvisker', der formår at tøjle den amerikanske præsidents tilsyneladende store temperament og ego. Det var helt nødvendigt at stryge præsidenten med hårene dagen før Nato-topmødet i Europa, mener B.T.s udlandsredaktør.

Foto: Truth Social
Vis mere

»Kort inden, Trump var draget mod Nato-topmødet, havde præsidenten haft et raseriudbrud over situationen mellem Iran, Israel og den brudte våbenhvile,« siger Jeppe Elkjær med henvisning til den igangværende konflikt i Mellemøsten, som USA over den seneste uge har involveret sig i.

»Og det kunne være en potentiel katastrofe for Nato, hvis Trump var dukket op i elendigt humør.«

Når Trump møder de europæiske ledere i Haag onsdag, vil det være på et bagtæppe af længere tids konflikt omkring de forskellige landes bidrag til samarbejdet.

Efter at Trump i årevis har kritiseret EUs nationer for ikke at bruge nok penge på samarbejdet og lade USA bære store dele af udgifterne, er EU-landene for nylig gået med på at bruge fem procent af BNP på forsvar. 

»Mark Rutte har en pointe i sine beskeder. Trump er manden, som har tvunget de sovende europæiske lande til – efter årtiers nølen – langt om længe at leve op til Nato-kravene. Og nu gå skridtet videre med at godkende op til fem procent af BNP til forsvar,« siger Elkjær.

»Det er en kæmpe sejr for Trump,« uddyber han.