Niels Schack Nørgaard

En campingturist med militærbaggrund blev en af Utøyas helte midt i al grusomheden. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Vi sad rundt om bordet ved campingvognen. Klokken var vel mellem 17 og 18. Vi drak kaffe og talte om Oslo, fordi naboen var kommet løbende og havde fortalt om katastrofen der. Så hørte vi enkelte skud fra Utøya. Så kom der er en salve fra et automatvåben. Sådan starter campingturisten Marcel Gleffes rystende beretning til Dagbladet.no. Han er på ferie med sin familie på campingpladsen Utvika, der ligger lige ud for Utøya, og var en af de første, der sejlede ud til de unge på øen. Læs også: Gemte sig for Breivik i iskoldt kølerum

Marcel Gleffe har en fortid i militæret, og han genkendte derfor straks lyden af et maskingevær, der skulle ende med at koste mindst 86 mennesker livet på Utøya.

Overblik over fredagen i Norge minut for minut. I næsten halvanden time var unge piger og drenge fanget på øen Utøya, hvor 85 blev henrettet.
Overblik over fredagen i Norge minut for minut. I næsten halvanden time var unge piger og drenge fanget på øen Utøya, hvor 85 blev henrettet.
Vis mere
Gleffe tog en kikkert og så to unge personer svømme væk fra øen. Han hørte flere skudsalver og tog resolut sin lille båd og sejlede derud. De unge råbte til ham: "Er du politi, er du politi?," fortæller han til Dagbladet. Han kastede redningsveste ud til dem, inden han sejlede videre ind mod øen. - De unge, jeg mødte, fortalte, at gerningsmanden var en politimand. De første, jeg samlede op, råbte "terrorist, terrorist". Marcel Gleffe endte med at tage fire-fem ture mellem fastlandet og øen, inden politiet bad ham stoppe. Han anslår, at han fik 20 til 30 unge mennesker med sig. Se alle de tragiske billeder fra Utøya

- De unge var flinke. De støttede hinanden og var organiserede, og de fortalte, hvem der trængte til førstehjælp, og at de skulle med i båden først. - De var glade for at få hjælp, men de var usikre på, hvem de kunne stole på. Dagbladet spørger Marcel Gleffe, om han frygtede for sit eget liv på en af turene tæt ind mod Utøyas kyst. - Nej, jeg handlede per instinkt. Man bliver ikke bange i sådan en situation, man gør bare det, som skal til. Jeg kender forskellen på fyrværkeri og skud. Jeg vidste, hvad det drejede sig om, og at det ikke var for sjov.