Ved første øjekast ser dette billede fredfyldt ud. Ja, nærmest harmonisk. Men når man kigger nærmere på det, går gruen op for én. At manden styrter mod jorden og den visse død. Som et tavst og nærmest desperat vidnesbyrd på det frygtelige terrorangreb, der ramte USA for præcis 15 år siden.

Vi husker alle billederne af røgsøjlerne, som stiger til himmels fra World Trade Center i hjertet af New York. Med et flammende hul, der hvor flyene var braget ind i de to ikoniske tårne, som symboliserede USA's finansielle magt. Den dag, 11. september 2001, kan vi alle huske, hvor vi var henne, da vi hørte om terrorangrebet, der skulle ændre verden for altid. I dag er det 15 år siden, islamistisk terror kom på alles tunger.

Billederne af de heroiske brandfolks kamp for at redde så mange menneskeliv som overhovedet muligt i ruinhoben, efter at 'Twin Towers' var styrtet i grus har også mejslet sig ind i den kollektive bevidsthed.

Men billederne af terrorangrebets mange menneskeskæbner er mere eller mindre forsvundet fra nethinden. Dagen efter valgte flere store aviser som eksempelvis New York Times ellers at vise katastrofens menneskelige ansigt. Og især et billede kom til at symbolisere de næsten 3.000 ofre for det storstilede terrorangreb: Billedet af en mand, som styrtede i døden efter enten at være sprunget eller faldet ud fra en af de øverste etager i det nordlige af de to tårne, som var ved at kollapse.

Eller kort og godt 'The falling man' - den faldende mand, som billedet blev døbt.

Foto: Richard Drew / AP
Vis mere

»Jeg tog billeder af de rygende tårne, da jeg pludselig så det og tænkte ’Åh Gud, folk begynder at springe ned deroppefra.’ Instinktivt tog jeg mit kamerat og fotograferede dem, mens de styrtede mod jorden. Det var sådan, jeg tog billedet af ’The falling man’,« siger fotografen Richard Drew, som tog billedet, Richard Drew til Time.

For voldsomt for en sørgende verden

Da han så billedet på sin computer hjemme på kontoret vidste han med det samme, at det var billedet.

»Det er et meget roligt billede. Der er ikke blod, ingen bliver skudt, men folk føler, de kan relatere sig til billedet. At de kunne have været i den samme situation og træffe en beslutning, som den, manden på billedet gjorde,« forklarer Richard Drew.

Måske er det netop derfor, fotoet af 'den faldende mand' allerede få dage efter terrorangrebet ikke længere blev brugt af medierne. For læserne reagerede meget stærkt på billedet af den stakkels mand, som styrtede mod den visse død.

'Foruroligende', 'udnyttelse' og 'perverst' var bare nogle af de ord, der blev brugt om billedet, som mange syntes var langt over grænsen. Richard Drews ikoniske foto er da også et af de eneste billeder, som viser et døende menneske, der nåede stor udbredelse lige efter massetragedien den 11. september 2001.

Det er billeder som dette, der for eftertiden er blevet symbolet på terrorangrebet den 11. september 2001 - ikke billeder af katastrofens ofre.
Det er billeder som dette, der for eftertiden er blevet symbolet på terrorangrebet den 11. september 2001 - ikke billeder af katastrofens ofre. Foto: Jeff Christensen / Reuters
Vis mere

Mens hele verden slikkede sårene ovenpå katastrofen, ville vi hellere høre om heroiske brandfolk, som med livet som indsats kæmpede for at redde sårede, end konfronteres med den grufulde virkelighed, som dem, der befandt sig i den øvre del af World Trade Center, da flyene ramte, stod overfor. Billeder som Richard Drews gik i glemmebogen.

'Den nar er ikke min far'

Først to år senere dukkede det op igen, da magasinet Esquire forsøgte at finde ud af, hvem manden på billedet var. Journalist på Toronto Globe and Mail, Peter Cheney havde som den første sat sig for at finde frem til mennesket bag den frygtelige skæbne, billedet viser.

Efter at have nærstuderet billedet kom han frem til, at manden måtte være at latinamerikansk afstamning. Han bar sorte bukser og en hvid bluse, som lignede den typiske uniform for en tjener på en restaurant. Det mest sandsynlige er derfor, at 'den faldende mand' arbejdede på restauranten 'Windows on the World', som lå på det nordlige tårns øverste etage, eller for cateringfirmaet 'Forte Food'. Tilsammen mistede de to firmaer 100 medarbejdere den skæbnesvangre dag, skriver News.com.au.

Peter Cheney arbejdede ud fra en teori om, at 'den faldende mand' var konditoren Norberto Hernandez fra 'Windows on the World'. Og han gik langt - meget langt - for at få be- eller afkræftet sin formodning. Hernandez' bror og søster fortalte journalisten, at det var ham på billedet, men for at være sikker ville han have Norberto Hernandez' familie til at bekræfte det.

Den sørgende familie svarede ikke på Cheneys henvendelser, så derfor troppede han op med billedet til Norberto Hernandez' begravelse og viste det til hans ældste datter Jacqueline.

»Den nar er ikke min far,« svarede den sørgende datter med en blanding af vrede og fornærmelse i stemmen.

Det ukendte ansigt på terrorens gru

Trods Peter Cheney og andres bestræbelser er 'den faldende mand' aldrig blevet identificeret. Og det er usandsynligt at det nogensinde vil ske. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er nødvendigt.

For billedet viser den virkelighed, som borgere over hele den vestlige verden med et vågnede op til efter Al Qaedas storstilede terrorangreb den 11. september 2001. En virkelighed, som efter den senere tids terrorangreb i Europa er står klarere for os end nogensinde før: At vi aldrig ved, hvor og hvornår terroren vil ramme. Og om vi pludselig selv står i en situation, hvor vi - præcis som 'den faldende mand' - ikke har den mindste indflydelse på, om vi overlever eller dør.

Det antages, at omkring 200 personer styrtede i døden efter at være blevet fanget på de øverste etager af de to tårne. Officielt sprang ingen af dem dog af egen fri vilje. Selvom video- og billedmateriale bestrider det, holder de amerikanske myndigheder fast i forklaringen om, at folk faldt ud eller blev tvunget ud af bygningen på grund af røgen, flammerne eller varmeudviklingen.

Udover World Trade Center blev også USA's forsvarsministeriums hovedkvarter, Pentagon, ramt. Et fjerde fly havde angiveligt præsidentboligen Det Hvide Hus som mål, men passagererne forsøgte at overtage kontrollen over det fra terroristerne, hvilket fik det til at styrte ned på en mark i delstaten Pennsylvania.

I alt omkom 2.992 mennesker - inklusiv de 19 terrorister, som kaprede flyene. Over 6.000 blev såret i terrorangrebet, som for 15 år siden ændrede verden - måske for altid.

Sådan så det ud ved foden af World Trade Center efter terrorangrebet.
Sådan så det ud ved foden af World Trade Center efter terrorangrebet. Foto: Peter Morgan / Reuters
Vis mere