Krigsoplevelser forfølger mange mennesker gennem hele livet, og det er Brandon Bryant et godt eksempel på.

Han har kæmpet for USA i Afghanistan. Eller han var faktisk aldrig i Mellemøsten, men derfor var det hårdt alligevel.

Der er specielt en episode, som han slet ikke kan stoppe med at tænke på. Den fortæller han om i et interview med news.com.au.

Et af de mest effektive krigsvåben i de senere år er den ubemandede drone. Den har specielt amerikanerne haft stor succes med at bruge.

Det var faktisk en af dem, som USA brugte, da de dræbte den iranske general Qasem Soleimani tidligere på året.

Og det er altså dem, som Brandon Bryant har haft kontrollen over fra kontrolstationen i Las Vegas. 12.000 kilometer fra slagmarken.

Episoden skete i februar 2007. De var ved at angribe en bygning i Afghanistan, og Brandon Bryants drone skulle 'rydde op' i et hus og sørge for, at der ikke var flere fjender.

»Jeg havde ikke en god dag. Jeg bad for, at det ikke ville skyde. Jeg havde stadig problemer med mit sidste skud,« forklarer han.

Meldingen kommer dog fra de øverste. Skyd!

Men lige da han trykker på aftrækkeren, kan han se på sin infrarøde skærm, at en lille dreng løber hen foran døren, hvor missilet er rettet mod.

Sekundet efter er alt udslettet, og Brandon Bryant sidder tilbage i chok.

Bryant spørger de andre i lokalet, om de så det barn, som var på kameraet, da de skød. Meldingen kom tilbage – det var en hund.

»Efter arbejdsdagen så jeg båndene igennem, og jeg tænkte 'ja, det var uden tvivl et fucking barn'. Så jeg gik til min chef, og han sagde 'det er en fucking hund. Bare glem det'.«

Brandon Bryant bruger interviewet til at påpege, hvor brutalt han mener, at militæret arbejder. De er iskolde og bekymrer sig ikke om, hvem de angriber.

Han fungerer som øjne for dronen, og derfor ser han alt, hvad de laver, når der bliver angrebet.

Han husker blandt andet engang, hvor de angreb tre mand.

To af dem blev splittet midt op, mens den sidste blev hårdt såret.

»Da jeg trykkede på aftrækkeren, vidste jeg, at det var forkert. Da missilet ramte, vidste jeg i min sjæl, at jeg var blevet morder.«

Brandon Bryant håber, at han med sit opråb kan skabe opmærksomhed på, hvad der virkelig foregår.

»Vi har ikke lært fra oplevelserne i fortiden. Vi gør stadig ting, ikke som nazisterne, men værre end nazisterne, fordi vi burde vide bedre.«