En dagplejemor fra Ohio kunne ikke få otte måneder gamle Haddix til at falde i søvn, da han skulle sove til middag en eftermiddag i maj. Derfor valgte hun at give ham lidt at sove på, forklarer hun selv.

Fredag blev hun anholdt og sigtet for mord og for at udsætte et barn for fare, skriver Daily Mail.

Haddix' mor skulle på arbejde og afleverede derfor Haddix og hans søster hos dagplejemoren Lori Conley, hjemmet i Reynoldsburg i Ohio, hvor yderligere seks børn blev passet.

Senere på dagen så naboerne den 43-årige dagplejemor løbe hysterisk ud i sin have. Hun havde lille Haddix i sine arme, han var blå i hovedet.

Den lille dreng blev kørt til et børnehospital, men lægerne måtte sande, at han var død og ikke stod til at redde.

Politiet var i starten ikke klar over, hvad der var skyld i Haddix død, men senere viste det sig, at han havde medicin i kroppen.

Lori Conley havde givet Haddix ’Benadryl’, der normalt bruges mod høfeber, for at få han til at sove, har hun senere forklaret til politiet.

Hun var ikke selv klar over, præcis hvor meget hun havde givet ham. Men efterforskerne fandt ud af, at det var en ’dødelig dosis’, og at medicinen havde været årsagen til drengens død.

Artiklen fortsætter efter opslaget.

Efter dagplejemoren blev anholdt fredag, stod Haddix’ mor frem i pressen.

»Jeg vil have retfærdighed, for min baby er blevet taget fra mig,« sagde moderen Katie Mulkey til det amerikanske medie WCMH.

»Fra nu af skal jeg se mit barn på en kirkegård, ikke i mine arme. Han er ikke nede af gaden, men på en kirkegård. Ingen mor burde opleve, hvad jeg går igennem lige nu.«

Familien har startet en mindefond for Haddix, hvor man kan donere penge, som alle skal gå til børnehospitalet. Indtil videre er der samlet lidt over $1.500

En donation på $320 er givet i dagplejemorens navn, Lori Conley, med teksten ’Haddix, du vil blive savnet, og jeg vil aldrig glemme dig.’

Der er ikke tegn på, at de syv andre børn, der blev passet af Lori Conley samme dag, har fået noget medicin.

Lori Conley må ikke længere have kontakt med børn, og hun må kun se sine egne børn under overvågning.